i teori og praksis? - Forskning - IVA

flikter. Konflikterne har allerede ramt de traditionelle museer, da de har
svært ved at få det unge samfund til at identificere sig med deres eksistens,
og derfor samtidig også bliver valgt fra i sidste ende.
Måske er denne eksklusion ikke bevidst og noget man er klar over, men i
form af nogle af de mentale mekanismer, som vi har fået fra den progressive
stedforståelses fødsel. F.eks. at det hele skal gå stærkt. Her kan man
også perspektivere det til arenabegreberne: Steder bliver iscenesat fra
en masse forskellige aktører for at skabe dynamikken imellem det travle
globale samfund og det unikke begreb ”place”. Det moderne samfund
kan opnå ”place” på et bestemt øjeblik, og der stilles ikke krav om, at
”place” skal ses som en proces, der skal gentages for at få det unikke
begreb opfyldt, når man bevæger sig i den progressive stedforståelse.
Dette kan ses i forhold til Internettet: Vi er alle en del af det store virtuelle
netværk, og vi bevæger os i et digitalt rum, hvor man ikke kan
fastholde tidens eksistens, men derimod at vores interaktive processer er
samlet på et fælles lokalitetspunkt. Samtidig styrker disse virtuelle kommunikationsrum
menneskets globale muligheder for at have forbindelse
til den øvrige verden. Ulempen er, at når man på kort tid kan få så mange
input, kan man ikke som menneske få den nødvendige ro til at få skabt
en stabil forståelse, og man kan ikke adskille faktorer som hjem, arbejde
og fritid/oplevelse, da man sammensmelter de to dimensioner. Man kan
sige, at tid og sted får en helt anden betydning, for tiden vil være vedvarende,
så længe man bevæger sig inde i det kommunikative rum. For
eksempel kan man nævne et cafebesøg, hvor mobilen er online, og der
både er sociale bevægelse virtuelt, men også i den verden udenfor det
virtuelle, da man befinder sig i en cafe, hvor der er liv.
Faktisk har jeg den opfattelse, at cafeer har en mere stabil form for livscyklus,
da de har været i stand til at nå begge ”samfund”, og der halter
de traditionelle museer efter. Det skyldes måske nok at cafeer er, hvor
man får det fysiske behov dækket, som er den nederste del i Marslows
behovs pyramide, og at det nemt kan opnås i et samfund, hvor udviklingen
kører i et rigtig højt gear. Hvor imod museer gerne vil formidle til de
kognitive sanser, der styrker vores forståelse og udvikling af mennesket i
et højere perspektiv. Ydermere findes der også cafeer på de traditionelle
museer, men igen må man gå ud fra, at der ikke er så mange unge, der
benytter sig af dem, hvis man da skal forholde sig til den overordnede
problemstilling.
Denne formidlingsproces har været en vanskelig opgave, da de traditionelle
museer ikke har kunnet få samlet det nyere samfund fysisk på
stedet. Om dette er fordi der skabes ”placelessness” til stedet skal være
51