i teori og praksis? - Forskning - IVA

Morris taler for en kunst, som undgår relationer, og som derfor peger
direkte mod selve beskueren. Som jeg tolker det, er det denne situation
man oplever nærværet og tilstedeværet. Eller som Ulrich selv siger i
digtsamlingen City Slang – Jeg er levende! 12
Mellem kunst og formidling
I Mordhorsts eksempel fra British Museum forener det kunstneriske udtryk
både formidling og genstand i samme penselstrøg. Kunstproduktionen
er ikke alene et mål i sig selv men indgår som en del af et koncept,
der fortæller en større historie. Spørgsmålet er, om man kan overføre
ovennævnte strategi til kunstformidling i almindelighed, da al god kunst
vel i sig selv er ekspressivt formidlende? Kunsten er i sig selv udtryksfuld
og indbefatter altid en æstetisk dimension, som gennem sanserne
gør værket følelsesmæssig involverende og derfor ikke mindst kommunikerende?
Jeg vil nu prøve at tænke Mordhorst-eksemplet i forhold til en
fiktiv udstilling om dansk guldalderkunst. Først og fremmest må de udstillede
værker opfattes som konkrete og fysisk tilstede i rummet. Dette
blotte tilstedevær er potentielt nok til at etablere et nærvær og fornemmelse
af tilstedevær i verden, såfremt den udstillede kunst ud fra egne
iboende kvaliteter kan etablere dette. I forhold til Mordhorsts eksempel
er det anvendte kunstkoncept jo et godt eksempel, ikke bare på formidling,
men også på kunstens egen evne til at formidle sig selv. Værket har
den samme fortælling indlejret, uanset hvilken kontekst det er sat i. En
kontekst, der definerer værket, som enten formidling eller som et selvstændigt
kunstværk.
Set i forhold til Gumbrechts ide om betydningskultur overfor
en tilstedeværelseskultur, vil jeg mene, at der ikke er nogen, som tvinger
beskueren af disse værker til ikke at slå det analytiske apparat fra, og
bare nyde de udstillede billeder, lade sig indfange af en potentiel æstetisk
erfaring og mærke, hvordan at kroppen reagerer med et sug i maven
og en træng til at udbryde i et højt JA! Man kunne også fristes til at være
en anelse polemisk og mene, at al god kunst potentielt vil kunne vække
en sådan oplevelse, og hvis den ikke indfinder, er kunsten enten ikke
god nok eller falder ikke i beskuerens smag. Spørgsmålet er, om betydningskulturen
har ædt sig så meget ind i folks måde at opfatte kunsten
på, at selve formidlingen ligefrem skal kunne afhjælpe beskueren denne
form for betydningsperception?
144