i teori og praksis? - Forskning - IVA

et demokratIserende
perspektIv
Af Mikkel Nohr Jensen
Det institutionaliserede kulturliv har siden det tyvende
århundredes begyndelse været kritiseret for at være lukket
og snæversynet. I de senere årtier har denne kritik fået
fornyet styrke, gennem tiltagende egalitære idealer, men
møder også modstand. Denne artikel ser nærmere på de
mulige konsekvenser af at åbne kulturinstitutionerne for
populærkulturelle impulser.
I
Én måde at anskue den vestlige verdens historie på er, at se den som en
vekselvirkning, eller konflikt, mellem to modsatrettede teorier om magtens
begrundelse. Én der ser magten komme ovenfra og ned og én der
modsat ser magten stige nedefra og op. Den førstnævnte er primært en
arv fra det romerske imperium. Ifølge denne synsvinkel er folket dæmonisk,
i den førkristne forstand, det vil sige at det er kaotisk, ustadigt og
dermed ude af stand til at producere noget af varig værdi på egen hånd.
Det er derfor herskeren, der er den reelle årsag til civilisation, idet han
organiserer folket i overensstemmelse med højere åndelige principper.
Den klassiske, mest gennemarbejdede og mest poetiske fremstilling af
dette synspunkt er Platons Staten, i hvilken han lader filosofkongen arrangere
det ideelle samfund, i overensstemmelse med den menneskelige
sjæls opbygning. Indenfor denne tradition stammer herskerens magt
altså fra ham selv: Befolkningen skylder ham deres underkastelse, fordi
han fører dem til højder, de ikke kunne opnå på egen hånd. Nogle har
kaldt denne styreform teokratisk.
Overfor denne synsmåde står en anden tradition, der promoverer en mere
kollektiv beslutningsproces. Denne synsvinkel har i sidste ende rødder i
de indoeuropæiske mandssamfund, og er nedarvet herfra til den vestlige
civilisation, dels gennem germanerne og dels gennem grækerne. Germanerne
havde således for vane at vælge deres konger, mens man i Grækenland
havde et bystatsstyre, indenfor hvilket en kreds af fremtrædende
37