i teori og praksis? - Forskning - IVA

faldsvinkel til kulturbegrebet har været herskende siden oplysningstiden,
men ses også i moderne tid med oprettelsen af kulturministeriet af
1961. 3
Ved at bruge et bredere kulturbegreb, hvorunder kultur anskues som
noget, man er en del af og tilegner sig gennem ”det levede liv” i et givet
samfund, er ethvert materialiseret udtryk en kulturgenstand. Dette
inkluderer blandt andet pornoblade og tyggegumme. Disse vil dog i
skrivende stund have svært ved at blive opfattet som kulturbærende genstande,
til trods for at begge fænomener er historiebærende og - med de
rette briller på - oplysende.
Jeg synes at DR-Kulturs sendeflade giver et godt indtryk af hvordan
kunst og kultur defineres i praksis. Kanalen sender først og fremmest
smalle film, historiske og kunstorienterede programmer, krydret med
genudsendelser af forskellige gamle underholdningsshows, som i samtiden
ikke blev betragtet som ”kulturelle” programmer. Når disse udsendelser
pludseligt ses retrospektivt bliver programmerne kulturbærende,
fordi beskueren automatisk vil tage de historiske briller på og tillægge
programmerne en anden betydning, end programmerne var tilsigtet. Derfor
er det bestemt heller ikke usandsynligt at førnævnte pornoblade og
tyggegummi retrospektivt vil blive anset som kulturhistoriske genstande
og finde deres rette plads på Nationalmuseets fremtidige afdeling for
seksuelt frisind? Det, der er kulturbærende nu, både inden for kunst og
kulturprodukter i almindelighed, er måske ikke kulturbærende i fremtiden
og omvendt. Kulturbegrebet som indholdskategori ændrer sig derfor
løbende, men det er ikke ensbetydende med at kulturbegrebet ikke forbliver
sat i relation til dannelse og kunst. Kulturbegrebet virker derfor til
at være temmelig statisk, hvorimod definitionen af (fin)kultur med tiden
ændrer sig, uden at det dog påvirker hvordan at kulturbegrebet anvendes
i praksis..
Den ekspressive formidlingsform
Når jeg hører ordet ’ekspressiv’, kommer jeg automatisk til at tænke på
kunstretningen fra starten af 1900-tallet, som ved hjælp af en forvreden
affotografering af verden erstattede naturalismens objektive fastholdelse
af sanseindtryk og i stedet udtrykte subjektets opfattelse. Det skal ikke
forstås sådan, at det ekspressive formidlingsperspektiv har til hensigt at
få den deltagende til at ligne Edward Munchs ’Skriget’ (medmindre det
er tilsigtet). Det ekspressive skal i denne sammenhæng forstås som en
140