i teori og praksis? - Forskning - IVA

nis på for eksempel bruges som kunstværk som forbipasserende kigger
på, et mødested, et opholdssted for unge, en bænk eller en reklame
for bordtennis. På samme måde kan mange af byens kunstværker give
brugerne mere eller andet end ’blot’ en æstetisk oplevelse. Et eksempel
kunne være når børn leger og kravler rundt på en skulptur, som det ofte
ses på blandt andet skulpturen på Axeltorv, De syv aksler. Et andet
eksempel kunne være en tilskuer, der kravler op på en skulptur for bedre
at kunne se en storskærm eller en koncert. Dette gør samtidig tilskueren
til publikum på flere arenaer. Det kan være, at hun ikke får en ’æstetisk
oplevelse’ ud af selve skulpturen, men hun udnytter dennes affordance
til at få en bedre oplevelse ud af koncerten, end hvis skulpturen ikke
havde været der. At lade det ene værk indgå i formidlingen af det andet
er noget, afsenderen kan udnytte i forbindelse med at flytte kunsten ud
i det offentlige rum. Her kan afsenderen tage udgangspunkt i en statue,
et springvand eller andet i gadebilledet, og stille sit eget værk ved siden
af eller på anden måde i forbindelse med den faste ’udstilling’. På den
måde kan afsenderen ændre udtrykket af begge værker, og måske få
modtageren til at se på springvandet på en ny måde, og dermed ændre
eller understrege budskabet.
Når kunst flytter ud i det offentlige rum bruger afsenderen som udgangspunkt
en blanding af alle tre af Kirsten Drotners formidlingsperspektiver.
Tidligere har det næsten udelukkende været med fast afsender og modtagerperspektiv,
men med den ny teknologi og med de interaktive brugere,
der hellere end gerne vil have indflydelse som aktive aktører, ser
man nu oftere kunst med modtagerperspektiv. Et eksempel på dette er
Københavns Museums Væggen 16 , der for tiden står på Kongens Nytorv
og er sat op i forbindelse med metro-udgravningerne. Her kan brugerne
uploade deres egne billeder af København, som så bliver gemt i et kæmpe
fotoarkiv sammen med museets egne fotografier. På Kongens Nytorv
kan alle forbipasserende gå hen til den 12x2 meter store interaktive væg
og trykke sig gennem billederne, som dokumenterer København fra starten
af 1900-tallet og til i dag. Modtagerperspektivet er tydeligt her, da
museet ikke påvirker brugerne på anden måde end at opfordre til at der
bliver oploadet billeder og stille ’værktøjerne’ til rådighed. De kan ikke
vide hvilken slags billeder der kommer frem, hvilket heller ikke er det
udstillingen går ud på. Budskabet og afsenderen går altså i baggrunden
for at gøre plads til modtagerens kreativitet. Her kommer modtagerne til
fulde frem som aktører, da modtageren som betydningsproducerende og
aktiv aktør, er med til at skabe kunsten. Tidligere har man også på Kon-
199