i teori og praksis? - Forskning - IVA

som påvirker og intervenerer i det kollektive betydningsrum ved
at igangsætte refleksions- og læreprocesser hos den enkelte og
derigennem frisætte et potentiale for myndiggørelse hos os. 21
Et offentligt gode
Derfor stiller Kaare Nielsen krav om, at vi gentænker kvalitetskriterier
for kunstformidlingen ved at udnytte kunstens påvirkning til at
mobilisere en positiv forskel for fællesskabets bedste i modsætning
til, at individualiseringstendenserne og den privatistiske
selvtilstrækkelighed styrkes, hvis ikke der opfordres til, at kunstnere
og debatterende publikum tager samfundsborgerrollen på sig, og
indgår i dialog og meningsudveksling. Kunsten positioneres her som
katalysator for omfattende dannelsesprocesser, hvor individet vokser
og myndiggøres i både æstetisk, moralsk og kognitiv henseende. Og
kunsten tildeles derfor en rolle som bidragsyder til et bedre, mere
demokratisk samfund. 22 Kaare Nielsen tilkender ikke kunsten rollen
som ”bærer” af en bestemt mission eller som udtryk for det moralsk
gode, som Kant gør det, men han mener, at et kunstværk alligevel –
uanset, hvorvidt kunstneren selv eller en given kunstinstitution har
intentioner om det – altid vil være et indlæg i en uophørlig kulturel
selvrefleksion, som former og forandrer samfundets kollektive
betydningsrum.
Uden at bevæge sig ind i en omfattende diskussion om kunst og ikkekunst,
nøjes han med at forholde sig til, hvad udbyttet ved mødet
med kunst helst skal være, hvis kunsten skal ”gøre sit arbejde”
og leve op til de kriterier, som opstilles for værkets kvalitet; ”den
kulturelle offentligheds receptionsmæssige realisering af værket,
hvor den individuelle sansnings-, oplevelses- og reflektionsevne
brydes dialogisk med værkets genretræk, andre receptioner af
værket og leverleverede betydningsmæssige traditionsdannelser
på det givne område.” 23 Den store udfordring for formidlingen
er i denne optik at bidrage til, at denne påvirkning er positiv for
det kollektive betydningsrum. Altså, at det udvikler vores hensyn
netop til almenvellet frem for at styrke negative konsekvenser ved
individualiseringstendenserne:
”En aktuel kulturformidling har i dette perspektiv rollen som
initiator af denne tværkulturelle dialog samt som garant for den
kvalificerede samfundsmæssige samtale om fælles anliggender og
125