i teori og praksis? - Forskning - IVA

Kaare Nielsen er faren, at de partikulære smagsfællesskaber fastholdes
uden hverken at opmuntre eller blive opmuntret til tværkulturel
dialog. Med den tilnærmede kulturrelativistiske tilstand, er det
efterhånden blevet kritisabelt at kritisere, og derfor afholder de
fleste sig også fra det. Kaare Nielsen opsummerer problematikken
med den fremherskende dikotomi mellem: ”[...] en individuel
smagspræference, som per se er autoritativ og legitim, og en per
definition formynderisk ekspertkultur, som sammen med den
herpå baserede politiske regulering fraskrives både legitimitet
og relevans.” 19 . Det er måske netop denne tilstand, som udgør
kulturformidlingens største udfordring, for når eksperternes visioner
kategoriseres som formynderisk overgreb, tør kun få at udtrykke
normative forestillinger om, at noget er bedre end andet, og det
betyder, at ”monologiske, selvabsoluterende smagsfællesskaber” 20
opretholdes og legitimeres på bekostning af individets rolle som
reflekterende samfundsborger med ansvar for fællesskabet. Det er
nok netop denne oplevede afmægtighed i kultursektorens praksis
såvel som i kulturforskningen, som Kaare Nielsen sigter mod, når
han anklager disse for ikke i tilstrækkelig grad at opmuntre til
og skabe forudsætninger for dialog på tværs af kulturgrænser og
smagspræferencer:
”Man kunne i lyset af den fremadskridende
individualiseringsproces og erosionstendenserne i det
overleverede, fælles kulturgods med en vis rimelighed forvente,
at kulturforskningen så det som en del af sin opgave at reflektere
over mulighedsbetingelser for udviklingen af nye, almene mønstre
for kulturel identitetsdannelse, nu på individualiseringens,
pluralismens og den kulturelle frisættelses præmisser. Men tidens
mest prominente kulturanalytiske traditioner udmærker sig
tværtimod ved blot teoretisk at fordoble og dermed bekræfte den
kulturelle partikulariseringstendens.” (Kaare Nielsen 2007, s. 100)
Kaare Nielsen maner i stedet til kamp mod stilstanden, og ønsker
en kunst og en kulturformidling, som udfordrer etablerede form- og
betydningsdannelser, åbner nye refleksionsrum og oplevelses- og
erfaringsprocesser, destabiliserer overleverede betydningsstrukturer,
tankemønstre og oplevelsesformer og åbner for nye spørgsmål,
søgeprocesser og refleksions- og handlemuligheder. Herved kan
frugtbart frugt høstes af meningsfulde, æstetiske erfaringsdannelser,
124