i teori og praksis? - Forskning - IVA

Overordnet kan man konstatere, at både Bakhtin og Shusterman udfordrer
den frygt, at en større folkelig indflydelse på kulturformidlingen
skulle lede til ren nivellering. Deweys ekspressive kunstforståelse er
fleksibel nok til at kunne acceptere en bred palet af kunstformer og stilistiske
virkemidler, uden af den grund at være fuldkommen vilkårlig.
Når det så er sagt findes der utallige eksempler på smukke intentioner,
der er resulteret i triste konsekvenser ved implementeringen. Det er
derfor ikke gjort med at konstatere, at intentionerne bag den ekspressive
tænkning er opbyggelige, det er også nødvendigt at se på, om og hvordan
det ønskede mål kan opnås. Gode hensigter forhindrer ikke i sig selv, at
resultatet kan blive en nivellering.
Her må man konstatere, at man støder ind i nogle klare problemer, hvis
man vil lade sig inspirere af folkekulturen, som Bakhtin beskriver den.
En væsentlig pointe for Bakhtin er jo, at karnevalskulturen netop har et
dybere lag end den beskidte humor, der udgør dens overfladiske fremtrædelsesform.
Det som gør den til mere end bare rendestenskomik er,
at det er en latter, der tjener et højere formål. Det er, som tidligere beskrevet,
en latter der indeholder en særlig livsvisdom, og hvis formål er
at viderekommunikere denne, snarere end at gøre nar. Ifølge Bakhtin har
vi tabt den livsforståelse, der ligger bag karnevallets udtryk, i en grad så
vi dårligt er i stand til længere at forstå latterkulturens litteratur. På den
baggrund må man sige at der vil være store problemer for den som vil
gøre karnavalismen til pejlemærke for kulturformidlingen. Billedet af en
kultur, der kombinerer lattermildhed og humor med en dybere visdom,
og gør dette levende for folk gennem medrivende, involverende ”totalteater”,
er tiltrækkende, men faren synes overhængende for at det netop
ender med laveste fællesnævner. Skal en fornyelse af den karnevalistiske
kultur finde sted synes det nærliggende at dette må ske indenfor de dele
af kultursektoren, hvor der i forvejen er en stærk tradition for publikumsinvolvering
og feststemning og måske endda rester af den folkelige
latterkultur 22 .
Shustermans mindre radikale strategi for at bringe mere sanselighed
ind i kulturverdenen synes nemmere at gå til, da den i højere grad er i
overensstemmelse med almindelige forståelser, og i øvrigt indeholder
konkrete forslag til implementering.
44