i teori og praksis? - Forskning - IVA

være en lille del af den samlede formidling. Det er ofte forsøget på
kun at fokusere på de ægte objekter/værker og deres autenticitet, at
formidlingens fokus og overordnede formål går tabt. Man kan risikere at
låse sig fast i en bestemt retning, som ikke gavner publikums forståelse
og som derved kun holder sig til en ethos-formidling og ikke åbner op
for pathosformidlingen.
Som eksempel bruger Agrell Nordiska Museets
kulturhistoriske udstilling om samerne. Udstillingen er hvad man ville
kalde en klassisk montreudstilling. Forskellige brugsgenstande fra
samernes dagligdag er præsenteret i forskellige montre med tilhørende
små beskrivelser. Ifølge Agrell giver denne type af montreudstillinger,
på trods af tekstning, oftest ingen ledetråde om hvordan de enkelte
værker skal forstås og heller ingen ledetråde om hvilke sammenhæng
de forskellige værker skal ses i 9 . På trods af de enkelte beskrivende
tekster, er det ikke altid let at afgøre hvad de forskellige samiske
brugsgenstande betyder og hvad udstillingen vil fortælle med dem.
Forsøget på at lade de enkelte genstande tale for sig selv ved ren
tilstedeværelse og kun hjulpet af tekster en gang i mellem, åbner op
for flere spørgsmål end svar. Det betyder at publikum ikke har nogen
mulighed for at tolke og forstå værkerne, hverken som de oprindeligt
var tiltænkt, eller som museet ønsker det 10 . Det eneste publikum har at
trække på, er den viden som de i forvejen havde om samerne. Ved kun
at gøre brug af denne viden sker der en ændring værkets betydning.
Mange værk orienterede udstillinger kan give indtrykket
af en mængde løsrevne genstande, som ikke umiddelbart har nogen
relation til hinanden. Hvis publikum ikke kan se en relation mellem de
forskellige værker, eller se hvad museet vil formidle med værkerne, så
kan de kun forholde sig til det som allerede er kendt i forvejen. Derfor
vil en udstillet kaffekande eller ske kun opleves og tolkes på basis af
publikums egne erfaringer. Værkerne kan ikke selv fortælle hvordan
de skal sættes i relation til samerne eller om samerne havde det samme
syn eller forhold til tingene som publikum 11 . Endnu sværere bliver det
når det drejer sig om ting som publikum ikke kender fra deres egen
hverdag. De kan se en mystisk ting i montren og hvis de er heldige
kan de læse hvad det er. Hvis dette ikke er tilfældet, så har publikum
ikke en chance for at opleve og forstå værkets iboende betydning,
men må ”nøjes” med at vurdere værket for dets æstetiske værdi 12 . På
denne måde skabes der en barriere mellem publikum og værket. Fordi
publikum kun kan gøre brug sin egen viden til at forstå værket og
ikke stimuleres gennem hverken intellektet eller følelserne, vil værket
135