i teori og praksis? - Forskning - IVA

at vi oplever vores verden. Snarere erkender vi den også gennem vores
sanser – vi mærker verden. Lige præcis dette aspekt går tilstedevær eller
”presence” ud på: At noget, i vores tilfælde materialerne på Tidens
Samling, er til stede, dvs. ”present”, og påvirker de menneskelige sanser
og kroppen. 8 Dette tilstedevær, umiddelbarheden, er et kendetegn
for ekspressivitet. Dermed er tilstedevær i høj grad rumlig, som Ewa
Domanska 9 og Tine Damsholt peger på. Damsholt henviser desuden til,
at begrebet er særlig vigtigt i museumssammenhæng, idet
”[…] det dels tematiserer, hvordan udstillingsgenstandene kan
skabe forbindelse til den verden eller den kontekst, genstandene
kommer fra. Dels forsøger nærværsteorierne at begrebsliggøre de
kvaliteter ved genstande og værker, som ligger ud over den betydning,
beskueren skaber i mødet med dem.” 10
For at få dybere forståelse for begrebet tilstedevær vil jeg se på Gumbrechts
sammenligninger af betydningskulturen (meaning culture) med
tilstedeværelseskulturen (presence culture). Her kommer han frem til ti
væsentlige forskelle, 11 hvoraf jeg vil præsentere de tre mest relevante. 12
Han nævner for det første, at den dominerende menneskelige selvreferent
udgøres af tanken (mind) i betydningskulturen. Selvreferenten er
dog en anden i tilstedeværelseskulturen: Her er det kroppen, hvilket betyder,
at selvet anses som en integreret del af verdenen. Tanken betragtes
til gengæld som adskilt. 13 Som Gumbrecht siger: ”In a presence culture,
the things of the world, on top of their material being, have
an inherent meaning (not just a meaning conveyed to them by interpretation),
and humans consider their bodies to be an integral
part of their existence.” 14 Som en anden forskel mellem de to kulturer
nævner Gumbrecht vidensproduktionen. I betydningskulturen opstår
viden gennem fortolkning, altså gennem det fortolkende subjekt. Kun på
denne måde kan gyldig viden blive til. Til gengæld fremtræder verdenen
selv i tilstedeværelseskulturen og viser sig for subjektet (events of selfunconcealment
15 ), hvorigennem viden produceres. 16 Den sidste forskel
mellem de to kulturer er tiden versus rum. Idet kroppen er den primære
selvreferent i tilstedeværelseskulturen, kan rummet her betegnes som
dens væsentlige dimension, hvori forholdet mellem mennesket og materialet
forhandles. 17 Derimod er det tiden, der er den afgørende faktor i
betydningskulturen.
168