i teori og praksis? - Forskning - IVA

det almene vel på tværs af den kulturelle praksis’ partikulære
tendenser. Kulturformidling drejer sig i samtidens kulturelle
landskab ikke mindst om at bibringe borgerne en sanse- og
oplevelsesbaseret viden om, at kultur både historisk og aktuelt
er en processuel størrelse, at den hele tiden er under tilblivelse
og forandring i samspil med sin kontekst og i kraft af egne, indre
forskydninger.” 24 .
Kaare Nielsens perspektiv på kunstens rolle står i kontrast til
kulturrelativismens vævende holdning til, hvorfor kulturformidling
er vigtig. Og hvorfor kunst er noget særligt. Udover, at kunsten
rummer potentialet for at give beskueren en sanselig oplevelse og
berigelse af nuet, tildeler Kaare Nielsen altså også kunsten en særlig
position for almenvellets trivsel, fordi den potentielt set synliggør og
tilgængeliggør bearbejdningsmuligheder af samtidens konflikter og
potentialer; En form for styrkelse af civilsamfundet, som så bedre kan
opponere mod markedskræfternes individfokusering. Man kan sige,
at han på sin vis opmuntrer til, at kultursektoren etablerer en reel og
ansvarlig praktisering af 1970’ernes kulturpolitiske strategi ”kulturelt
demokrati”, som han netop ikke mener, i realiteten blev gennemført. 25
Fastholdelse af forældede dyder?
Man kan blot på baggrund Kaare Nielsens instrumentelle kunst- og
kultursyn næsten kategorisk afvise hans arbejde som bagstræberisk,
formynderisk, konservativt og udueligt. Men Kaare Nielsen kan også
læses som en updateret repræsentant for en samtidig kulturkritik,
som på overbevisende facon lykkes i at udvikle mulige scenarier for
den fortsatte samfunds- og kulturudvikling, og som på baggrund af sin
komplekse samfundsanalyse både giver indblik i nogle strukturelle
betingelser, som individet såvel som kollektivet delvist er underlagt
samtidig med, at han redegør for de immanente træk ved vores
samfundsstruktur og –historie, som tillader håbet om at finde en
balance mellem anerkendelse af mangfoldige kulturelle fællesskaber og
forenende dannelsesorienterede visioner at vokse.
Ikke desto mindre synes Kaare Nielsen at være inkarnationen af
Joli Jensens elitære figur, som står for skud, når hun lancerer den
ekspressive logiks værdi. I modsætning til at insistere på absolutte,
normative forestillinger om det universelt bedste, som man måske ville
kunne skyde ham i skoene, og uden at plædere for, at den klassiske
126