i teori og praksis? - Forskning - IVA

Hans kritik synes især at rette sig mod den oplevelsesøkonomiske
tænknings konsekvenser, som har influeret det kulturelle felt i
2000’erne.
Dualiteten mellem den oplevelsesøkonomiske strukturering af
markedet og individets kulturelle orientering mod oplevelser er med
til at sætte den offentlige kultursektor under pres. Vores forventninger
til en høj oplevelsesværdi i de aktiviteter, vi vælger at beskæftige os
med, stiller krav til kulturinstitutionerne i samfundet om at indfri
dem, hvis de vil nyde vores opbakning. Og med den dominerende
oplevelsesorientering også i den sekundære oplevelsessektor, har
kulturinstitutionerne fået kamp til stregen. Det betyder, at de skel,
der før har eksisteret mellem underholdning og ”rigtig” kunst og
kultur er blevet mere flydende. Kriterierne for, hvor skellet har været,
har baseret sig på en kvalitetsopfattelse, som har haft sin rod i den
humanistiske rationales logik med parallel til den kritiske kulturteori.
Underholdningsindustrien har ikke tidligere høstet anerkendelse
som et værdifuldt bidrag til samfundets gunstige udvikling, fordi
den netop ikke har levet op til de kvalitetskrav, som traditionelt
har hersket i kulturpolitikken. Men nu, hvor sammensmeltningen
synes at udfylde den respekterede kultursektors bassin med
begivenhedskultur, som ikke afkræver individets fordybelse, er der sket
et brud med kvalitetsstandarden, som efterlader de non-kommercielle
kulturinstitutioner i en praksis, hvor oplevelse for oplevelsens
skyld er blevet en legitim legitimering. Set med kulturkritiske
briller er der fare for, at underholdningselementerne vil overskygge
oplevelsesorienteringens andre kvaliteter, og som kritikeren Marc
Fumaroli ser det ”...[er] den moderne kulturinstitution blevet et
supermarked, hvor publikum er reduceret til en vindueskigger
eller en remote-control styret zombie med en walkman i ørene.” 17 .
Netop derfor er det afgørende – i en demokratisk dannelsesoptik
–, hvorvidt individets identitet styrkes som konsument eller som
samfundsborger, og kulturformidlingen har her et ansvar for at optimere
udbyttet af og delvist også guide disse processer, så ansvaret ikke
overlades til markedets frie kræfter. 18
Kulturrelativismen
Den oplevelsesorienterede udvikling tilgodeser det senmoderne,
frisatte individs behov for at skabe en unik identitet gennem sit
kultur”forbrug”, og umiddelbart synes udviklingen også positivt
anerkendende af mangfoldige kulturelle udtryks værdi, men ifølge
123