i teori og praksis? - Forskning - IVA

Kaare Nielsen er et af samtidens opdaterede talerør for den kritiske
tænkning, som Frankfurterskolen i begyndelsen af 1900-tallet dannede
skole for, og i modsætning til at insistere på absolutte, normative
forestillinger om det universelt bedste, opererer Kaare Nielsen ud
fra et ”kontekstuelt afsæt”, så begreber som oplysning, fornuft og
myndiggørelses betydninger bestemmes dels af det enkelte subjekts
livshistoriske erfaring og ikke mindst af det omgivende samfunds
kompleksitetsgrad, som afkræver subjektet særlige kompetencer. 4 Ikke
desto mindre stiller han krav om, at vi gentænker kvalitetskriterier
for kunsten såvel som for kunstformidlingen med inspiration fra den
kantianske kunstforståelse; At kunsten har en social magt, som skal
udnyttes til at mobilisere en positiv forskel for fællesskabets bedste
i modsætning til at styrke individualiseringstendenserne og den
privatistiske selvtilstrækkelighed.
Det er med inspiration fra Kaare Nielsens tænkning, at jeg med denne
artikel ønsker at undersøge, hvilken rolle kulturformidlingen – og mere
specifikt kunstformidlingen – tilskrives, når en aktuel kulturkritisk
vinkel anvendes til at belyse og diskutere den overordnede
problemstilling; Hvorfor er kunst- og kulturformidling vigtig? Og
herunder; ”hvad” er det, kultursektorens kunstinstitutioner bør
tilstræbe at formidle?
Kulturformidlingens forpligtelse
Som Kaare Nielsen formulerer det, har det altid været
kulturformidlingens raison d´être at fungere som offentlig aktør i
dannelsens og demokratiets samfundspolitiske tjeneste 5 , og det er
blandt andet hans hensigt at genmedtænke dannelsesbegrebet, så
denne raison d´être kan fastholdes som et legitimt og tidssvarende
rationale for en fremtidig kulturformidling, som rækker ud over
publikumsønsker og let konsumerbare oplevelsesanretninger.
’Begrebet ’almenvellet’ – hensynet til det almene vel – danner
udgangspunktet for et sådan dannelseskoncept, idet det repræsenterer
en normativ, universalistisk refleksionshorisont, som – i modsætning
til 1) markedets pengemedierede interaktion og positionering af
individet som konsument, og 2) statens formalretlige samme, hvor
individet indtager klientrollen, – knytter sig til civilsamfundet
og individets ansvar og forpligtelse som samfundsborger.
’Almenvellet’ udgør på den måde en diskursiv ramme, som individet
er forpligtet til at reflektere over i henhold til sit samfundsansvar for
120