i teori og praksis? - Forskning - IVA

aldrig kunne ”tale selv” og fortælle dets betydning. Så en formidling
der oprindeligt var valgt for ikke at forvanske værkets betydning, kan
i sidste ende risikere at gøre netop dette. En udstilling må forstås som
en enhed og formidlingen må udformes så publikum oplever værkerne
ved hjælp af deres intellekt, men også i lige så høj grad gennem deres
fysik og deres følelser 13 . Formidlingen skal lægge større vægt på pathos.
Ved at fjerne fokus fra genstandene og i stedet fokusere på modtageren
og oplevelsen, er det muligt at trænge gennem værkets overflade,
komme bag om værket og måske på denne måde skabe en bedre
forståelse af værket.
Opsummering
Det kan komme til at lyde som om, at jeg er en stor modstander af
montreudstillinger og værkfokuserede udstillinger og i stedet mener at
alle kulturinstitutioner skal benytte sig af ekspressiv kulturformidling.
Sådan forholder det sig ikke, formidlingsformen afhænger i stor grad af
hvilket sigte man har med udstillingen og hvad men vil fortælle med de
udstillede værker. En ekspressiv kulturformidling vil ikke altid være
gavnlig for udstillingens formål, ligesom en ”klassisk” udstilling heller
ikke vil være det. Det jeg derimod har forsøgt at sige er, at vi ikke
behøver at være så bange for hvad den ekspressive kulturformidling
gør ved et værks oprindelig betydning. Som Hopper-Greenhill gør
opmærksom på, så er det sjældent muligt at lave en fuldstændig
objektiv formidling af et værk, da alle mennesker ikke tænker og tolker
ens. Dette kan både ses som et argument for og i mod den ekspressive
kulturformidling. Man kan sige, at netop fordi publikum har så
forskellige tolkningsstrategier og indgange til det samme værk, så vil
en formidling som ikke vil være fokuseret på værket og lader publikum
opleve, føle og ”tænke selv”, ødelægge værkets betydning. Men man
kan også vende om og sige at der på grund af menneskers individualitet
ikke findes en rigtig eller forkert tolkning af et værk. Med dette
forsøger jeg at sige, at man aldrig kan lave en værkrepræsentation der
fjerner værket fra dets oprindelige betydning. På grund af menneskets
forskellige tolkningsstrategier kan det diskuteres om der nogensinde
har været en ”rigtig” måde at opleve værket på. På baggrund af dette
har jeg, gennem Tandi Agrells artikel, forsøgt at argumentere for at en
ekspressiv eller pathos orienteret formidling i nogle tilfælde vil kunne
skabe en værkrepræsentation som umiddelbart fører publikum væk fra
værket, men som i sidste ende giver publikum en større forståelse af
værket end en genstandsorienteret formidling ville kunne give.
136