i teori og praksis? - Forskning - IVA

springer af. Det kunne være et bud på selve kulturformidlingens eksistensberettigelse.
At den vover at stå udenfor den nuværende tidsånd,
som en rebel, der kaster skyts ind til kritisk tænkning, i stedet for det
repeterende, hvor vi overleverer en livsforståelse, som er drevet for vidt.
På den baggrund kan man overveje, hvorfor ekspressiv
kulturformidling må ses som et relevant indspark. Ikke fordi den følger
menneskestrømmens nydelsessyge oplevelseshunger, ikke fordi den nivellerer
alle kvalitative, hierarkiske forskelle, men simpelthen fordi det
er den eneste måde at få mennesker i tale på i dag. Målet helliger midlet;
nemlig at mennesket fortsat må have en vital og viril kritisk sans, som
konsekvent og uden ophør spørger sig selv; er fællesskabet på rette vej?
Kan vi løfte individets vidensniveau og holdninger til en maksime for de
fleste, og da bevare håbet for fremtiden, ikke kun for den enkelte, ikke
kun for de nære fællesskaber, men for de fjerne og fremmede, så menneskeheden
sammen skaber den bedste af verdenen for de mange?
Derfor kulturformidles i dag ekspressivt for en modtager,
som uforvarende træder ind på en kunstarena, når Kgs. Nytorv krydses
og bordtennisborde beses, derfor inddrager vi borgeren, for at få adgang
til at blive inddraget i dem, og derfor baner vi vej til en øget virkelighedsforståelse,
som løfter hverdagen op af den selvkredsende repetition
og peger på at livet er større end individet. Den ekspressive kulturformidlings
likviditet kommer ganske simpelt af at den er nødvendig, i den
forstand at den vestlige verden er i gang med at fragmentere sig selv
til ugenkendelighed, løst fra enhver fornemmelse af at være en fælles
kultur; og inden det sker, må kulturformidlingen af al kraft presse sig
på hvor mennesker er, spille på alle de tangenter, som ørerne kan høre,
og gøre ethvert tænkeligt krumspring, for igen at kreditere kunstnernes,
ukulelespillernes, balletbumsernes og enhver anden, der peger på livets
sameksistens merværdi.
Kun ét skal man ikke give køb på; at kunsten har en
indre, iboende sandhed, som peger hen på noget, der er løst fra perceptionen.
Dette ene står fast, og derfor sætter vi ikke kulturformidlingen
på handelsvilkår. En rummelig tilværelsesforståelse bygger på den antagelse,
at der ikke kun er materie, men også ånd, ikke kun form, men også
indhold. Det er disse, som skal have udtryk, disse som er en bestandig
del af vores kultur og som derfor skal de overleveres. På snart sagt enhver
tænkelig måde – derfor ekspressiv kulturformidling, fordi uden den,
ophører enhver formidlings mulighed, og mennesket har afskaffet sig
selv, devalueret sig til ren zoologi: biologismen vil have vundet.
154