i teori og praksis? - Forskning - IVA

kunst er, men at det snarere handler om kunstens effekt, og hvad kunst
gør. Dette kan ses i sammenhæng med tilstedelværelseskulturens brud
med betydningskulturen, hvor det ikke længere er tolkning, der er i
fokus - men oplevelsen i sig selv. Det er derfor nødvendigt at gentænke
relationerne mellem hverdagsliv, kunstoplevelse og kulturformidling. Tager
vi folkebiblioteket som kulturinstitution adskiller det sig fra de andre
af ”kunstens templer”, f.eks. ved dets tilgængelighed. Hvor museumsbesøg
og koncerter ofte er planlagte aktiviteter, der foregår i weekenden, så
er biblioteket i højere grad et sted, man lige kan ”droppe forbi” mellem
ugedagenes andre aktiviteter. Man kan herved sige, at biblioteket allerede
tilhører en del af hverdagssfæren. Hvad dette betyder for kulturformidlingen
skal belyses i det følgende.
Ekspressiv kulturformidling – en potentiel fare for sammenbrud
og forstyrrelse?
Den canadiske sociolog Erving Goffmans mikrosociologiske studier af
hverdagslivet kan være med til at belyse, hvordan biblioteket som offentlig
institution rammesætter kulturformidlingens udfoldelsesmuligheder.
Med værkerne The Presentation of Self in Everyday Life og
Behavior in Public Places studerer Goffman, hvordan mennesker,
i deres omgang med hinanden, indgår i forskellige performances, der
har til formål at opretholde den sociale orden. Social orden definerer
Goffman som de forskellige sæt af moralske normer, der er regulerende
for vores adfærd. En væsentlig pointe i Goffmans værker er, at bag den
tilsyneladende velordnede hverdagsrutine, lurer en potentiel fare for
sammenbrud og forstyrrelse. Hverdagslivets regler skal således være
med til at opretholde den sociale orden. Overfører vi dette til biblioteket,
kan man sige, at biblioteket med dets hverdagslige ramme er med
til at understøtte denne orden. Men hvilken betydning får det, når kunst
og hverdagsliv i dag i højere grad forenes? Når barrieren mellem disse
nedbrydes, må der nødvendigvis åbnes for nye måder at interagerer, og
er det så i dette sammenspil, at ekspressiv kulturformidling kan opstå?
For farerne lurer vel stadigvæk, og derfor må der nødvendigvis være
nogle begrænsninger for, hvor eksperimenterende man kan være i sin
nytænkning, hvis ikke man vil bryde den sociale orden, som tjener sit
eget (højere) formål.
Psykoanalytikeren Donald W. Winnicotts teser om leg og
kulturoplevelser kan være med til at skabe en forståelse af, hvordan
utryghed kan håndteres i forhold til kulturformidlingen. Winnicott
postulerer, at kulturoplevelser opstår i det, han betegner som ”det
182