i teori og praksis? - Forskning - IVA

som, at der ikke er noget formål med formidlingen, og kulturinstitutionerne
bliver ligeledes orienteringsløse og uden formål, med fare for at
skulle eksistere på markedets præmisser 20 . Disse konsekvenser opfatter
han naturligvis som negative, da han er fortaler for et dannelseslag i
kulturformidling. Ifølge professor i kommunikation Joli Jensens termer
vil Henrik Kaare Nielsen i nogen grad være fortaler for det, der betegnes
som en instrumentel logik, hvor kunsten betragtes på følgende måde;
”…the arts as a way to foster a public that they could trust to enact democracy”
21 . Hovedtesen i det instrumentelle er, at god kultur leder til
god kulturel smag og dermed til gode borgere, og der sker det modsatte
med dårlig kultur. Gode borgere vil ifølge Kaare Nielsen være universelt
reflekterende og deltagende og demokratiske samfundsborgere. Joli
Jensen mener, at det er svært at slippe af med den instrumentelle og
traditionelle arv, hvilket blandt andet Henrik Kaare Nielsen i nogen grad
har ”ansvaret” for. Joli Jensen afviser blankt denne tilgang, mens Kaare
Nielsen ikke er helt afvisende overfor, at de to tilgange kan nærme sig.
På trods af Kaare Nielsens polemiske tilgang og hårde kritik af den individualiserede
smags magt, mener han, at det er muligt at kombinere målrettethed
mod smagskulturer med dannelse, og at det står som en mulig
løsningsmodel for kulturinstitutionerne.
De to forskere er enige i, at et ensidigt fokus på smagskulturer
kan have konsekvenser. Vores æstetiske erfaring bliver begrænset,
hvis vi kun orienterer os mod vores egen smagskultur; ”Det afgørende
kvalitetskriterium for den æstetiske erfaringsproces er med andre ord,
om den konfronterer os med nye måder at opleve og reflektere os selv
og verden på” 22 Dette er Joli Jensen altså enig i. Henrik Kaare Nielsen
argumenterer for, at man kan gøre dannelsestanken mere moderne ved
at anerkende de mange smagskulturer, og at en aktuel kulturformidling
har et dannelses-og myndiggørelsespotentiale, der kan realiseres i regi
af alle kulturformer. Han erkender dermed at bedømmelsen af kvalitet i
en ekspertkontekst ikke har nogen relevans i et samfund, der er delt op
i smagskulturer. Individet skal kultiveres igennem en æstetisk erfaringsproces,
frem for at få en enhedskultur defineret i en ekspertkontekst
tvunget ned i halsen. Problemet med dette er, at den æstetiske erfaringsproces
er en udefinerbar størrelse, som det kræver videre forskning at
nærme sig en forståelse af. En æstetisk erfaringsproces i Jensens optik
vil tage udgangspunkt i mødet mellem værk og beskuer. Derfor afhænger
kvaliteten af processen og beskuerens baggrund. Det kan være en
af grundene til, at Kaare Nielsen stadig plæderer for, at der skal være
et dannelseslag i formidlingen; nemlig at man ikke kan være sikker på,
hvad den enkelte får ud af de pågældende værker.
62