i teori og praksis? - Forskning - IVA

Konklusioner?
I denne artikel har jeg inddraget en række teoretiske tekster som tilbyder
mange perspektiver på smagskulturer og ændringerne i den kulturelle
verden. I min optik og i denne artikel handler ekspressiv kulturformidling
primært om en logik. Om det også er en praksis, der giver anledning
til nye formidlingsformer, ligger uden for denne artikels fokus.
Der er mange årsager til, at den aktuelle kulturformidling
står over for store udfordringer. Elitesmagen er tilgængelig for flere
segmenter, især i Danmark, hvor der ofte er gratis adgang til de statsstøttede
museer. Kulturen er altså inkluderende frem for ekskluderende.
Globalisering, større mobilitet og mediernes rolle giver ligeledes folk
mulighed for et indblik i forskellige smagskulturer. Samtidig bliver grænserne
mellem de forskellige smagskulturer og sociale klasser nedbrudt.
Det interessante er, hvor kulturforskerne og sociologerne vælger at lægge
fokus. Er de positive eller negative over for udviklingen, og hvad skal vi
gøre ved den?
Den tidligere omtalte museeumsundersøgelse viser, at der stadig er store
forskelle på, hvem der kommer på de danske museer, og hvilke typer
mennesker, der kommer på bestemte typer museer. Den nuværende danske
kulturpolitik har fokus på, at kultur skal være for alle. Den skal have
et inkluderende kultursyn og ikke risikere at udelukke nogen. Undersøgelsen
af museumsgæster indeholder tegn på, at det muligvis ikke er
muligt at tiltrække allem og her kan begrebet smagskulturer være med til
at give et nyt perspektiv. Kulturinstitutionerne skal begynde at erkende,
at der er en opdeling i samfundet, og at det er helt legitimt, at folk vælger
efter smag. Man må indse, at bare fordi Statens Museum for Kunst ikke
formår at tiltrække håndværkeren fra Vestjylland, så er det ikke ensbetydende
med en falliterklæring, det er netop et udtryk for, at der eksisterer
forskellige smagskulturer, hvilket kan underbygges med et sigende citat
fra Joli Jensen; “Tocqueville assumes that different social orders give
rise to different forms of culture and that this is a necessary and good
thing” 23 . Problemet er, at det nedbryder dannelsestanken og kulturinstitutionernes
traditionelle formål at affinde sig med dette faktum. Vi
står tilbage med et skisma mellem en dannelsesorienteret formidling
eller et udvalg af kunst og kultur, der udelukkende tager udgangspunkt i
brugernes præferencer. Noget tyder på at distinktionen er til evig diskussion,
da kulturforskningen og de empiriske undersøgelser bidrager til at
opretholde smagshierarkiet. For at få et større indblik i folks æstetiske
erfaringer, som både Joli Jensen og Henrik Kaare Nielsen lægger vægt
på som værende fokuspunktet for den aktuelle og muligvis ekspressive
63