i teori og praksis? - Forskning - IVA

som Schulze laver, må give stof til eftertanke hos kulturformidlere om,
hvorfor en given oplevelse ikke nødvendigvis rammer alle. F.eks. kan
oplevelser der kræver brugerdeltagelse skræmme folk fra harmonimiljøet,
mens underholdningsmiljøet, af skræk for at kede sig, ikke kommer
på de klassiske kulturinstitutioner. Det bliver her vigtigt at have øje for
livsstilsmiljøernes forskellige nydelsespræferencer. Det er altså den subjektive
opfattelse der bliver afgørende og dermed bliver det sidste led i
Lasswells formel ganske nærværende. Hvordan kan kulturinstitutionerne
vide hvilken effekt deres formidling har på modtageren, hvis det er den
subjektive opfattelse der afgør, om noget er en oplevelse eller ej? Her
kan man se tilbage på Drotners modtagerperspektiv, som sætter kulturinstitutioner
som eksperter i baggrunden og i stedet formidler på modtagerens
præmisser og måske endda vælger at kalde modtageren for deltager.
Herved åbnes op for en dionysisk forståelsesform hvor det æstetiske og
det legende, sammen med dialogen, får en fremtrædende plads. Den
frisættelse både Giddens og Schulze taler om, gør individet usikkert og
søgende og oplevelser kan bruges til at forøge individets velvære. Stigel
peger på, at man i det æstetiske felt har et sikkerhedsnet, hvor man kan
opleve alle følelser uden risiko (selv døden, uden at dø), dvs. man kan få
en erfaringsrigdom man ikke ville kunne få, hvis man skulle opleve de
samme følelser i den virkelige verden. Kulturinstitutioner kan altså stille
dette æstetiske felt til rådighed for modtagerne/deltagerne. Med vidt
forskellige modtagere, som oplever formidlingen meget forskelligt, kan
det være en nærmest umulig opgave at formidle til alle. Kulturinstitutionernes
forskellige sfærer giver mulighed for at nå forskellige modtagere.
Med nye medier og ny teknologi udvides mulighedsrummet for kulturinstitutionerne
og er man samtidig bevidst om, at mediet i sig selv er med
til at forme budskabet og den effekt det måtte have, giver bevidstheden
om alle disse kanaler helt nye muligheder for kulturinstitutionerne. Kan
man formidle kulturen så modtageren ikke bare føler sig som modtager,
men mere ligeværdig deltager, og derved kombinere den apollinske og
den dionysiske forståelsesform, vil man kunne ramme de livsstilsmiljøer
som skræmmes af den klassiske kulturformidling. Hvordan modtageren
påvirkes er subjektivt, men det forhindrer ikke kulturinstitutionerne i at
stræbe efter at give deres publikum en ekspressiv oplevelse. Det indledende
citat viser noget af det, der hører ind under sådan en ekspressiv
oplevelse. En følelse af noget godt, noget der udrangere alt andet, som
får modtageren til at føle, mærke, sanse. Her lærer modtageren ikke kun
ud fra en rationel erkendelse, men i høj grad også ud fra en sensitiv. En
oplevelse der, i større eller mindre grad og i kortere eller længere tid, åb-
32