i teori og praksis? - Forskning - IVA

være med til at give indgangsvinkler til analysen af konkret kulturformidling.
De vil i analysen blive benyttet til at argumentere for, hvordan
og hvorfor ekspressiv kulturformidling kan finde sted.
Anne Marit Waades tekst ´Kunstens arenaer. Autonomi
i oppløsning´ kan være relevant i denne sammenhæng, fordi hun bruger
arenabegrebet til at beskrive, hvordan og hvor kulturen finder sted. Hun
rejser blandt andet spørgsmålet omkring, hvad der sker for kulturinstitutionerne,
hvis den traditionelle arena forandrer sig eller opløses? Hvis
kunstoplevelsen ikke længere er forudbestemt som en kunstoplevelse,
fordi den ikke foregår på kunstens arena (f.eks. i et museumsrum), så
sker der et brud i betydningsdannelsen, for hvad kan vi så forvente os?
7 Vi skaber netop betydning, når vi går på museum, fordi vi ved, at det
er et specielt rum, men i dag kan vi også opleve, at kunsten bliver en
del af den arena, som er vores hverdagsliv. Ved arena-begrebet indtager
publikum og deres oplevelser en central rolle, og i mindre grad intentionen
bag kulturen/kunsten 8 . Publikum bliver aktører og medskabere, og
almindelige mennesker ligestilles med eksperternes viden. Dette øgede
fokus på publikum og deres rolle er en stor udfordring for kulturinstitutionerne.
Også John Dewey (som blandt andet var filosof) kan
bruges. I hans kendte tekst ´Art as Experience´ fra 1934 forklarer han,
at det var problematisk, at kunsten har været spærret inde på museet,
væk fra vores hverdagsliv 9 . Grænsen mellem hverdagsliv og kunst skal
nedbrydes. Følelser er vigtige for, at vi kan overleve som mennesker. Det
er en vigtig del af vores liv. De ting, som udstilles på museer, er jo ting
fra vores (hverdags)liv, og derfor er det et problem, at de blevet fjernet
fra deres kontekst og blevet spærret inde. Kulturen skal være mere nærværende
for borgerne i hverdagen, og det åbner igen op for en bredere
kunstforståelse end den traditionelle, hvor distinktionen mellem høj- og
lavkultur er meget tydelig.
Professor Kirsten Drotner argumenterer for et ændret
fokus fra afsenderperspektiv til modtagerperspektiv i forhold til formidlingen
til børn 10 , men dette fokusskifte forekommer faktisk at være
et generelt træk i et senmoderne samfund, hvor kulturinstitutionerne
konstant må legitimere sig overfor publikum. Oplevelsen er i højere grad
end før i fokus, og der er i højere grad tale om patosformidling. Dette
ændrede fokus åbner så samtidig op for, at vi ikke længere kun skal have
fokus på dannelses- og uddannelsesmål, men også på den meningsfulde
oplevelse. Hun taler om patosformidling, altså øget fokus på den følelsesmæssige
del, og argumenterer for, at publikum (som jo i hendes artikel
213