i teori og praksis? - Forskning - IVA

kulturforståelsen i risiko for ikke længere at kunne tilføre hverdagen og
individet noget særligt, fordi den er så flad som hverdagen og dennes
præmisser. Skal kunsten og kulturen tilføre kollektiv og individ noget;
hvad enten indsigt, lindring eller nydelse, må der gribes tilbage til en
definition af formidlingens egen eksistensforståelse, ligesom jeg ovenfor
har søgt at skildre menneskets modtagerpotentiale af i dag.
Når kulturformidlingen ophører med at interessere sig
for hvorfor den skal oppebære statsstøtte, hvorfor den er en nødvendig
del af et højt civiliseret samfund, og når man samtidig ikke tager det
forandrede menneskesyn til indtægt, får borgeren ikke det indblik i de
æstetiske sfærer, som det har gavn af, og kulturen selv får ikke mulighed
for at skærpe sin selvdiagnose, men løber uhindret videre, som en labbende
hund med skyklapper.
Hvis derfor kulturen skal støtte og øge samfundets sammenhængskraft,
hvis kunsten skal være en modnøgle til hverdagslivet, give et korrektiv
til vores livsopfattelse og desuden være en illumination af det sande, så
er det givet at formidlingsstrukturerne skal gentænkes, men der må argumenteres
for hvorfor!
Et bud på et ’fordi’, kunne være at menneskeheden i den
vestlige verden er i gang med at afskaffe sig selv 4 , og at reetableringen
af en fælles kultur indebærer en kritisk og instrumentelt båret kulturformidling.
En ekspressiv kulturformidling, som pågår for sig selv, er ikke
defineret af det skift, der er sket i tidsånden, fordi den ikke tager tidsåndens
udspring til indtægt, men alene symptombehandler på AT mennesket
som kulturformidlingsmodtager er forandret, og AT kollektivets
autoritetsstop betyder udpræget skepticisme overfor enhver formidling.
Måske ligger den dybere forståelse derfor et andet sted; måske handler
det om at laveste fællesnævner er sat så lavt, at kulturen selv rutsjer med
ned af devalueringens kurve og i dag i al sin ekspressivitet er med til at
annullere den vestlige tænknings historicitet og værdi, og i samme nu
blotlægger struben, så stærkere og mere bevidstgjorte kulturer kan blive
klodens mest toneangivende?
Når modtagerens rolle ændres fra ’attendant’ til ’participatory’,
er det præcis et udtryk for at borgeren er ligeså god, ligeså
kvalificeret en kulturformidler, som den uddannede. Det er et skred,
hvor man driver individet ad absurdum – vi er alle kulturbærer, derfor
er vi alle kulturformidlere. Mængden af blogs, mikroforlag og Demotektænkning
er udtryk for samme ’sharing’-tanke. Ideen om, at enhver skal
kunne inddrages i formidlingssituationen, er toneangivende i vor kultur;
båret af luftige ideer om deltagelse, hvad enten direkte eller bare gen-
152