i teori og praksis? - Forskning - IVA

orgerlige dannelseskultur er vejen frem – faktisk tværtimod –,
opfordrer Kaare Nielsen til, at kunsten skal anerkendes som et vigtigt
bidrag i samfundets og borgerens udvikling mod et højere refleksivt
og debatbaseret demokrati. Han hævder derfor ikke den klassiske
kulturkritikers dogmer om kunst kontra underholdning, fordybelse
kontra oplevelser, og ej heller synes jeg, man med rimelighed kan kaste
ham for Joli Jensens kløer, og kategorisere hans holdning til kunsten
som pinsom kulturel spinat 26 , selvom han med sin instrumentelle
logik tillægger kulturlivet en vigtig rolle i demokratiets navn. Han
præsenterer måske i stedet nogle metoder til en konstruktiv samfunds-
og kulturkritik i relation til hans overordnede ærinde om at genetablere
en aktiv refleksion over, hvilket type samfund, vi ønsker at leve i, og
hvordan vi skaber det.
Licens til kritik
Når vi kan konstatere, at unge generationers private værelser er
den største konkurrent til offentlige kulturtilbud, og når disse
private værelser ikke kritiseres for amatørisme eller korrumperende
tidsfordriv eller fordummende passiviserende forførelse og lignende,
er spørgsmålet, hvad de offentlige kulturtilbud har, som de unge
ikke kan få dækket af sig selv. Med Kaare Nielsen er svaret, at
kulturformidlingens rolle er utrolig vigtig for at igangsætte de vitale
dialogiske processer på tværs af kultur- og livsstilsfællesskaber, så vi
netop ikke sidder og dyrker velkendte, præferencer. F.eks. ”anbefaler”
han kulturformidlingen, at:
”en perspektivrig strategi kan være at tænke i specifikke
målgrupper samt at tage udgangspunkt i en oplevelsesappel,
altså i en henvendelse til brede, umiddelbare smagsorienteringer
i målgruppen, men i den videre organisering af formidlingen at
udfordre disse umiddelbare oplevelsesønsker og forventninger
med kontrasterende og nuancerende elementer af faglig viden
samt andre samfundsmæssige diskurser og erfaringsformer
og skabe oplevelsesforankrede dialogiske forbindelser på
tværs af disse. Herved vil formidlingen kunne forvandle en
i udgangspunktet privat, smagsmotiveret oplevelsesproces
til en æstetisk erfaringsproces – og dermed indløse sin
dannelsesorienterede målsætning.” 27 .
127