i teori og praksis? - Forskning - IVA

Muligvis vækker udstillingen ikke helt samme følelse af
genkendelighed hos folk, som ikke har boet i København på noget tidspunkt
eller folk som er blevet københavnere. Men alle os kan igennem
udstillingen opleve et fællesskab med hinanden og ikke mindst en slags
ro i sindet, fordi man igennem udstillingen finder en form for identitetsgrundlag.
Som i tilfældet med sengen med skærmen i loftet; hvor man netop IKKE
aktiveres, men måske netop derigennem kan føle, at man bare er og nyder
oplevelsen for oplevelsens skyld. Oplevelsen og den opslugthed man
kommer i, kan ikke forklares, man er bare tilstede. Der er også visuelle
billeder fra da ungdomshuset på Jagtvej blev revet ned, noget der tydeligt
taler til det mere unge publikum, og da også i den grad taler til det
emotionelle register. Som for nogle er gråden, følelserne og for andre kan
være latteren. Denne del af udstillingen ville for nogle, som Huizinga
nævner, være af ren æstetisk kvalitet. Ligeledes ville det føromtalte kuffertarrangement
kunne overføres på Huizingas ord FUN. Legen tjener
kun leg. Det er i hvert fald svært at forestille sig, hvilken faglig viden
museet ville kunne stille op ved at se på hvilke effekter de besøgende
ville putte i deres kufferter.
Alt i alt har udstillingen en stor overvejende tendens med
hensyn til det multimediale, brugerinddragelsen og oplevelsesaspektet,
der klart og tydeligt er i fokus. Udstillingen; At Blive Københavner
kan betragtes som en meget lokalt forankret hyldest til Københavns
mangfoldighed, men kan også ses som et kompromis imellem museets
åbenhed og faglige kunnen. De er ikke efter min mening nødvendigvis
gået ned i niveau, fordi de har inddraget noget fra populærkulturen, men
derimod taget visse aspekter og effekter af denne, blandet den med det
instrumentale rationale og dermed udvidet et normalt indsnævret kulturbegreb.
Det har virkelig formået at ændre grundlaget for, hvordan man
kan formidle, men det må siges at resten af museet hænger gevaldigt i
den anden ende af skalaen. At blive Københavner er en ud af boksen,
ligefrem, en anelse poppet, sjov, intens udstilling. Til tider går den lige
i hjertet, med små film og notater, andre gange keder men sig over at se
på de gamle tegninger af København og montre med oldtidens fund, men
med det sagt syntes jeg, at selvom det er et kulturhistorisk museum, formår
de at gøre udstillingen ekspressiv, med forbehold.
Generelt kan man sige, at Københavns Museums udstilling; At Blive
Københavner, er et tidstypisk eksempel på udviklingen i kulturformid-
227