i teori og praksis? - Forskning - IVA

II
Richard Shusterman positionerer sig som en tilhænger og videreudvikler
af den amerikanske filosof John Dewey. I Deweys Magnum Opus, indenfor
det æstetiske område, Art as Experience (1934) fremlagde denne
et kunstsyn, ifølge hvilket kunst defineres som et værk, der fremkalder
en æstetisk oplevelse. En æstetisk oplevelse betyder i Deweys forståelse
en, der engagerer såvel de sanselige som de intellektuelle og emotionelle
fakulteter i et ”distinctly, memorable rewarding whole.” 8 Dette kunstsyn
brugte Dewey som platform for en kritik af den højkulturelle lukkethed,
som han mente prægede kunstverdenen på hans tid. Det var efter
Deweys mening en fejl, at spærre kunsten inde på museum, og at frakende
aktiviteter, der er nærmere forbundet med dagliglivet, enhver status
som kunst. Når kunst er en oplevelse, kan begrebet omfatte ikke alene
fysiske værker, men også aktiviteter. Eksempelvis gastronomi var således
for Dewey en kunstnerisk aktivitet på linje med billedhugning.
Deweys projekt om at udbrede en mere fleksibel kunstforståelse
har Shusterman videreført, og et af de problemer der optager
ham, er populærkulturens status i forhold til den etablerede kunstverden.
Han har i den forbindelse ofte forsvaret populærkulturen, som
værende kunst i kraft af den æstetiske oplevelse den skaber. Han mener
således, at mange populærkulturelle produktioner kan analyseres intellektuelt,
og dermed lever op til Deweys definition om at levere en mental
helhedsoplevelse. Samtidig med han kritiserer de, der vil frakende populærkulturen
al dens kunstneriske værdighed, mener han imidlertid, at
meget populærkultur i høj grad kunne trænge til forbedring. Også i forhold
til dette mener han imidlertid, at de finkulturelle cirkler i høj grad
bærer skylden, ved at ignorere populærkulturen, frem for at udvikle den
gennem kvalificeret kritik 9 . Samtidig ser Shusterman en uheldig tendens
til, at finkulturen er blevet omskabt til et redskab for social og politisk
kritik, frem for at fokusere på at levere æstetiske oplevelser. Slutresultatet
af den skarpe adskillelse mellem populærkultur og finkultur bliver
derfor både, at finkulturen bliver uinteressant for den brede befolkning,
fordi finkulturen glemmer det sanselige og emotionelle på bekostning
af det intellektuelle, og at den populærkultur som befolkningen i stedet
vender sig mod, bliver dårligere, fordi den er afskåret fra den intellektuelle
kritik, den behøver for at kunne udfolde sit fulde kunstneriske
potentiale. Hvis kunst består i en helhedsoplevelse, der indeholder både
sanselighed og intellektualitet, så taber både finkulturen og populærkulturen
kunstnerisk højde, når den ene distancerer sig fra det sanselige, og
den anden er afskåret fra det intellektuelle.
40