i teori og praksis? - Forskning - IVA

dimensioner –, som kan igangsætte den refleksive aktivitet, som
æstetikken ”traditionelt” har givet adgang til. Men med det man kan
kalde den ’kommercielle æstetik’, hvor markedsføring, tivolisering
af kulturen og den generelle spekulation i oplevelsers økonomiske
potentiale dominerer vores hverdag, bliver æstetiseringen ”...
udtryk for instrumentaliseret sansepirring i tomgang”, som han
formulerer det. 12 Pointen er, at vores hverdagsliv er blevet æstetiseret
i en udstrækning, hvor nytteværdi og funktionalitet er blevet
erstattet af oplevelsers adspredende funktion som en kontinuerligt
passiviserende underholdningsdimension til for mange af tilværelsens
facetter. ”Vi bevæger os rundt i ét stort museum, hvor selv
naturen tilrettelægges af naturvejledere med stiafmærkninger
og piktogrammer, hvor vores arbejdspladser bruger
virksomhedskultur som et konkurrenceparameter, og hvor TV
æstetiserer politiske problemstillinger, og fremstiller social nød
som show.”, formulerer Skot-Hansen det med reference til Kaare
Nielsens advarsler. 13
Med sin kritik af æstetiseringens konsekvenser placerer Kaare
Nielsen sig i den kulturkritiske tradition, som ifølge Professor ved
University of Tulsa Joli Jensen har haft et instrumentelt syn på kunsten
siden senest midten af det 19. århundrede – især foranlediget af
Frankfurterskolens civilisationskritiske udgangspunkt i forhold til
kunst og kultur, som har kædet kunstens rolle sammen med idealet
om demokratiet og den oplyste, dannede borger. Kunst er blevet anset
som en central aktør i kampen om at bedre befolkningens åndsliv i
demokratiets tjeneste gennem sit emancipatoriske potentiale. 14 Men
vel og mærke kun den gode kunst. Set gennem en kulturkritisk optik
korrumperer massekulturen mennesket, fordi det, i modsætning til at
føre til erkendelse og frigørelse, fordummer og passiviserer os. Som en
af eksponenterne for Frankfurterskolens kritiske tænkning, Theodor
Adorno, konstaterer i 1941 omkring populærmusikkens dominans, er
kulturen efterhånden blevet så gennemsyret af det kommercielle, at
man skal helt ud i avantgardismen for at finde den ægte kunst. 15 Jensen
mener, at diskussionerne om den gode kunst versus den dårlige kunst
bunder i den instrumentelle logiks herredømme i intellektuelles og
sociale kritikeres afsæt, hvor præmissen er, at kunsten har en social
magt. 16 For Kaare Nielsen anno 1996, er det æstetiseringen, som står
for skud. Ikke fordi æstetikken korrumperer os, men fordi dens væsen
– den æstetiske oplevelse – drukner i vores designede tilværelser.
122