i teori og praksis? - Forskning - IVA

der er nogle få besøgende, der ikke interagerer med udstillingens
tekniske løsninger, vælger de fleste at røre ved ting, benytte touchskærme
og laserpenne osv. Nu er det lave antal spurgte i den uformelle
undersøgelse ikke et repræsentativt udvalg, der kan sige noget om
publikums forhold til det interaktive overordnet, men det kan bruges til
at give en idé om tendenserne ved udstillingen.
Den laveste deltagelse var der faktisk ved touchskærmene
i bandbussen. Dette er en del af udstillingen, der ligger
tættest op i mod de klassiske formidlingsforme. Her benytter publikum
sig af en interaktiv musikavis, der giver information om 1970’ernes
tourmiljø. De rent publikumsdeltagende aktiviteter, som hiphop- og
guitarværksted og øvelseslokale/bandrum, er også mildt sagt dårligt
besøgt. Kun 2 af de spurgte besøgende har benyttet sig af de første to
muligheder, mens ingen deltog i bandværkstedet. Sidstnævnte af gode
grunde; bandrummet har stort set været ud af funktion og lukket siden
åbningsdatoen – grundet teknisk svigt. Norgeskortet i foyeren, der skal
være det teknologiske førstemøde med udstillingen, har kun ¼ af de
besøgende undersøgt nærmere med laserpenne. Delene af udstillingen,
der benytter sig af laserpenne for at aktivere information, er i det hele
taget underrepræsenteret blandt de besøgendes benyttelse. Det er uvist
hvorfor, men måske ligger problemet i manglen på simultanaktivering
af information. Kun én gæst ad gangen kan ”trigge” informationen.
Hvis en ny besøgende kommer til og ønsker at undersøge noget
andet, overkører han den forriges ønsker. Det er tydeligt, og et af
kritikpunkterne der er fremhævet i pressen, at en besøgende får mest
ud af udstillingen, hvis der er få besøgende. Dette er der ikke meget at
gøre noget ved.
Fra et kulturformidlende synspunkt, er der også positive aspekter ved
større interaktion mellem de besøgende, som udstillinger som dette
opfordrer til ved valg af formidlingsmåder. Kommentarer til udstillingen
fører måske til samtaler mellem publikummere der ellers ikke har
noget til fælles. Dette øger det ekspressive ved formidlingen og giver
de besøgende andre oplevelser med hjem. Leder for kultursektionen
i den britiske tænketank DEMOS, Samuel Jones, siger i antologien
“Expressive lives” (DEMOS, 2009) at kulturelle institutioner “…
should ensure that expressive and creative forms are shown
collectively, in communication with each other and in ways that
allow people to group around them” 4 .
190