i teori og praksis? - Forskning - IVA

Det er således karakteristisk for arenaen, som kulturelt fænomen, at det
er publikums oplevelser som står i centrum, og at arenaen er åben for
kamp og indspil, idet det er publikum, som er de betydningsbærende aktører
i kunstens arenaer. På den måde er kulturen hele tiden i forandring,
fordi aktørerne er med til skabe og forandre kulturen.
Mediernes dominans har imidlertid også åbnet op for mange nye
arenaer. Fjernsynet og særlig computeren er i dag blevet den daglige
arena for mange menneskers vedkommende. Denne arenaeffekt gør det
svært at adskille arenaen for hverdagen. Mediernes arena er en del af
hverdagen, og dette har også skabt nye publikumsgrupper. Hvor det før
hen var tilskueren på selve arenaen, er det nu også den tilskuer som sidder
foran fjernsynet. Der er kort sagt forskellige arenaer i spil. 1
Ifølge Waade er aktørerne blevet mere frie til at vælge mellem
forskellige arenaer. Aktørerne er ikke nødvendigvis eksperter inden for
et givent område. Det er individerne, der frit vælger, hvilke arenaer de
vil betræde for at blive kulturelt orienteret.
Denne udvikling præger også den aktuelle kunst og kulturformidling,
hvor institutionerne befinder sig i en situation, som først og fremmest
handler om at tjene penge. Med oplevelsesøkonomiens indtog udfordres
institutionerne til at skabe opmærksomhed i kampen om publikum, og
de kritiseres derfor ofte for at ligne supermarkeder og forlystelsescentre.
Kulturformidlernes opgave er blevet at skabe oplevelser, der frister publikum.
Kunst, engagement og erfaring
Dette har imidlertid ikke fået Waade til at anbefale, at kunstformidlingen
skal flytte ud af dens faste institutionelle rammer - således som den
amerikanske filosof og samfundskritiker John Dewey anbefalede det i sit
hovedværk Art as an experience (1934) - og flere kulturinstitutioner har
gjort det siden hen. Det vil nemlig betyde, at kunsten mister sin oprindelige
betydning.
Ifølge Dewey har kunsten altid hørt til i det offentlige rum og været
en del af hverdagen. Det var det moderne samfund, der satte kunsten
bag tremmer og gemte den væk. Kunsten hører således ikke hjemme i
faste institutioner:
»…rugs, mats, jars, pots bows, spears, were wrought with such
delighted care that today we hunt them out and give them places
of honor in our art museums. Yet in their own time and place, such
things were enchancements of the processes of everyday life«. 2
206