i teori og praksis? - Forskning - IVA

kulturinstitutionerne ser som god kultur ud til danskerne. Dette har de
bl.a. tænkt sig at gøre ”ved at tage ud der, hvor ikke-brugerne færdes
til daglig, eller ved at invitere dem ind til særlige arrangementer på
deres kulturinstitution” (Kulturministeriet, 2009). Gennem hele rapporten
gøres der meget ud af, at kulturinstitutionerne skal tage ud blandt
befolkningen og udbrede deres budskab om god kultur. Kulturinstitutionerne
er altså i denne sammenhæng blevet en missionerende trosretning,
der tager ud blandt, hvad de anser for hedninge, for at omvende dem til
den rette tro. For det må jo være sådan, det er. Hvis en del af befolkningen
ikke benytter sig af de kulturtilbud, staten stiller til rådighed, er det
nok, fordi befolkningen lever i uvidenhed, og det er derfor statens opgave
at løfte dette slør og føre dem ind i oplystheden. Den samme tankegang
kunne indtil for få år siden ses på en anden type af landets kulturinstitutioner:
folkebiblioteket. De så det som deres pligt at danne de besøgende,
igennem hvad der blev anset som god litteratur. Dette syn har ændret
sig i dag, og ifølge biblioteksloven er det ”folkebibliotekernes formål
[…] at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at
stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til
rådighed…” (Kulturministeriet, 2008). Det er i denne sammenhæng
ordene ”til rådighed”, der adskiller biblioteket fra Carina Christensens
initiativ. Er det statens pligt at få samtlige borgere til at interessere sig
for alt inden for kulturlivet? Har den enkelte borger en ukendt længsel
efter at blive kulturelt oplyst efter en opskrift, som en selvvalgt kulturelite
har opfundet? Dette er næppe tilfældet.
Neotribalisme i samfundet
En mere troværdig teori kunne være, at dele af befolkningen ikke føler,
at kulturinstitutionerne er i stand til at omfavne deres kultur, eller at
deres kultur ikke egner sig til at blive institutionaliseret. Kulturarenaer
er steder, hvor individet har mulighed for at selviscenesætte sig selv,
selvrealiseres og afprøve ideer og begreber om virkeligheden. I takt med
at folk blevet mere veluddannede, skabes der via deres job eller studie
en forventning om en konstant videreudvikling både vidensmæssigt, men
i lige så høj grad kulturelt. På samme vis er der et ønske om at udvide
egen horisont. Dette sker igennem selviscenesættelse af den enkelte,
men for at denne selviscenesættelse skal give mening for individet, er
den nødt til at foregå i et fællesskab. Disse nye fællesskaber, som folk
i stigende grad søger mod, kaldes for neotribale fællesskaber. Oversat
betyder det nye stammefællesskaber. Kendetegnet ved neotribale fællesskaber
er, at de er baseret på lyst og interesse, og ikke loyalitet, pligt
70