i teori og praksis? - Forskning - IVA

Som nævnt kan Lasswells formel ikke stå uden en kontekst, som
her er det senmoderne samfund. Inden jeg går videre med at se på de
tre sidste led i Lasswells formel, ser jeg nærmere på dette senmoderne
samfund og hvordan man kan opdele befolkningen i livsstilsspecifikke
grupper.
Udviklingen fra det traditionelle til det senmoderne samfund kan
kort karakteriseres ud fra den engelske sociolog Anthony Giddens, som
mener, at det moderne tydeligst adskiller sig fra det traditionelle, ved
en ekstrem dynamik (Giddens, 1991:27). Giddens forklarer de særlige
dynamiske karaktertræk ud fra tre temaer, som er gennemgående i
hans modernitetsanalyse (Giddens, 1991:28-33): adskillelse af tid
og rum, udlejring af sociale institutioner og refleksivitet. Hvor man
i det traditionelle samfund i høj grad var bundet til sit lokalområde,
præges det moderne samfund af globalisering. For Giddens er
modernitetens refleksivitet et særegent træk ved moderniteten
(Kaspersen, 2001:125). Refleksivitetsniveauet er steget i takt med
udviklingen af kommunikationsmidler, som har gjort samfundet i
stand til at opsamle og lagre store mængder af information og det
øger refleksivitetsniveauet (Kaspersen, 2001:126). Oplysningstidens
fornuft undermineres af tvivlen (Giddens, 1991:33) og som følge af øget
viden, aftraditionaliseres samfundet. Aftraditionaliseringen medvirker
til, at alt i princippet er til diskussion. Vi reflekterer nu over ”gamle
dyder” og følger dem kun, hvis de giver mening. Hvor det før var
almindeligt blot at følge traditionerne, tvinges man i dag til at reflektere
og begrunde sine handlinger (Kaspersen, 2001:208). Individet og
institutionerne frisættes. Moderniteten giver os valgmuligheder og
samfundets hastige forandringer medfører, at individet kontinuerligt
skal foretage valg for at skabe en selvidentitet (Kaspersen, 2007:437).
Frisættelsen og den øgede refleksivitet skaber også tvivl, som kan
medføre fremmedgørelse. Ifølge Giddens sker skiftet fra det moderne til
det senmoderne omkring 1960. Giddens mener, at tendenserne fra det
moderne radikaliseres og bliver mere tydelige. Det senmoderne er altså
en forstærkning af udviklingen i det moderne – endnu hastigere, dybere
og mere intensivt.
Denne frisættelse, som Giddens taler om, medfører fokus på
personlig oplevelse og nydelse (Mangset, 2001:156) og netop dette
fokus har den tyske kultursociolog Gerhard Schulze beskæftiget sig
med siden midten af 1980’erne.
I 1992 udgav Schulze Die Erlebnisgesellschaft, det hidtil
vigtigste sociologiske værk til forståelse af det moderne individs søgen
28