i teori og praksis? - Forskning - IVA
i teori og praksis? - Forskning - IVA
i teori og praksis? - Forskning - IVA
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
pathos-formidling. Denne formidling lægger vægt på modtageren <strong>og</strong><br />
dennes oplevelser. Hvem der formidler <strong>og</strong> hvad der formidles, afpasses<br />
efter modtageren. I stedet lægges der vægt på at publikum er ”levende<br />
væsner” der behøver følelsesmæssig stimulering <strong>og</strong> sansemæssige<br />
oplevelser 2 . Dette betyder at der i pathos-formidlingen fokuseres på<br />
publikums følelser <strong>og</strong> egne produktive processer. Det er oplevelsen<br />
der kommer til at stå centrum. For at komme nærmere en ekspressiv<br />
kulturformidling, er det nødvendigt for museerne at give større plads til<br />
en pathos-formidling.<br />
Sideløbende med diskussionerne om hvad ekspressiv<br />
kulturformidling er <strong>og</strong> hvordan den kommer til udtryk på forskellige<br />
kulturinstitutioner, var der <strong>og</strong>så diskussionen om, om vi overhovedet<br />
havde brug for en ekspressiv kulturformidling. Ville den ekspressive<br />
formidling i det hele taget gavne de udstillede værk. Ville det ikke<br />
ende med, at det blev ren formidling <strong>og</strong> værkets betydning ville<br />
ændre sig, så man i realiteten ville få et helt nyt værk på grund af den<br />
ekspressive formidlingsform. Eller endnu værre, ville den ekspressive<br />
formidlingsform fylde så meget at værket ville komme til at stå i<br />
baggrunden eller helt forsvinde. Vil det ende med at publikum ikke<br />
længere fik formidlet værket som kunstneren eller kulturinstitutionen<br />
oprindeligt hade tænkt sig, men at værket nu kun er en lille del i et nyt<br />
værk, som er skabt på baggrund af den ekspressive kulturformidling.<br />
Derfor vil det være interessant at undersøge hvilken rolle<br />
repræsentationen af værket spiller i publikums forståelse <strong>og</strong> oplevelse<br />
af et værk eller en hel udstilling. I løbet af holdets diskussioner har der<br />
ikke været skelnet mellem klassiske kunstværker eller kulturhistoriske<br />
genstande. Der har nok mest været hentydet til kunstværker, såsom<br />
malerier <strong>og</strong> skulpturer, men jeg mener at spørgsmålet lige så godt<br />
kan dreje sig om kulturhistoriske genstande. Derfor vil ordet værk<br />
indbefatte både kunstværker <strong>og</strong> kulturhistoriske genstande. Jeg vil i det<br />
følgende forsøge at komme nærmere ind på hvad værkrepræsentationen<br />
betyder for publikums oplevelse <strong>og</strong> fortolkning af værket.<br />
Publikum <strong>og</strong> værket<br />
En årsag til modviljen <strong>og</strong> bekymringen for den ekspressive<br />
kulturformidlings påvirkning af værket, er en tendens inden<br />
for museol<strong>og</strong>ien, hvor genstanden på baggrund af blandt andet<br />
semiotikken antages at ”kunne tale selv” 3 . Derfor opfattes<br />
kulturformidlingsstrategier, hvor det er formidlingsformen <strong>og</strong> ikke<br />
indholdet der er i fokus, som værende unødvendig. Desuden vil en<br />
132