i teori og praksis? - Forskning - IVA

Ved at åbne museumsrummet og byde gæsterne helt indenfor muliggøres
den fysiske kontakt med de udstillede materialer. Museets gæster
kan dermed opleve sig selv som deltagere i udstillingen, hvilket er en
ekspressiv tilgang til formidlingen. Gæsterne bliver ét med rummet og
hører til. Alle de originale materialer fra 70erne er sammensat i en stue,
som normalt ville være del af et hjem og dermed henviser til noget meget
intimt, noget, man ikke plejer at dele med et publikum. I vores stuer er
vi os selv; dér er vi omgivet af de ting, vi bruger i hverdagen, og dem, der
betyder noget for os. Samtidigt afspejler de vores Zeitgeist. Idet Tidens
Samling bruger hverdagslivet som en referenceramme, der muliggør deltagelse,
nedrives de gamle hierarkier af populær- og finkultur. Rummet
spiller her en afgørende rolle. Som Kirsten Hastrup skriver, er rummet
”sammentrængt tid; det er fikseret historie. […] Vi opfatter ikke
vores egen historie narrativt eller sekventielt, mens den står på,
men rumligt og ’samlet’ som et stadigt mere omfattende kendskab
til verden […].” 29 Her er rummet ikke kun i overordnet betydning
sammentrængt tid. Helt konkret kan man i 70er stuen finde artefakter
fra en tid, der er gået. Rummet er her, som beskrevet før i teorien om
tilstedevær, den væsentlige dimension, hvori forholdet mellem mennesket
og materialet forhandles. Rummet formidler umiddelbarhed, idet
stuer fra otte dekader vises i kun et rum. Vi kan opleve vores olde- og
bedsteforældres stuer og muligvis også vores egne. Alt på én gang. Hele
vores familiehistorie, hvis vi altså er danskere, kan vi opleve i det store
rum med de otte stuer, altså i rumlig udstrækning, idet vi træder ind i
det. Kroppen er altså, som Gumbrecht beskriver i sin teori om presence,
den dominerende selvreferent. Det er også et ekspressivt karakteristika,
at kroppen tænkes ind i formidlingssammenhængen, for at forbinde de
fysiske med de kognitive erkendelsesformer.
Udover rummet er tilstedevær et afgørende karakteristika i Tidens Samling.
Når vi ser på stuen fra 70erne igen, kan vi fastslå, at verdenen fra
dengang er til stede – gennem ægte materialer og mange genstande, som
man kan erkende gennem sanserne ved at røre ved f.eks. fløjlssofaen
eller hønsestriksagen på bordet. Man kan også tage Maos citater op, den
lille røde bog på bordet, og bladre i den. Vi kan gå endnu tættere på
70erne og tage det originale tøj på. ”New clothing makes possible or
inhibits new practices, habits, and intentions; it invites new projects,”
30 konstaterer antropolog Webb Keane. Jeg vil påstå, at vi i denne
sammenhæng godt kan erstatte new med old og komme til samme resultat:
Klæder skaber folk – i overført og historisk betydning. Vi kan komme
171