i teori og praksis? - Forskning - IVA

knyttet til et andet begreb fra den tid, nemlig æstetik, som kan forstås
som det sanselige og det skønne. Det skete i en tid, hvor troen på den
menneskelige fornuft havde gjort sit indtog, og hvor Gud ikke længere
nødvendigvis agerede som vejviser for mennesket. Smagen havde siden
renæssancen i 1400-tallet været knyttet til noget personligt. Dog fandt
man det nødvendigt at kultivere smagen i 1700-tallet 3 . Problemstillingen
blev derfor, hvordan det subjektive kunne forenes med det normative.
For Kant er det springende punkt, i den forbindelse, smagsdommen eller
den æstetiske dømmekraft, som er i sig selv er modsætningsfyldt. På
den ene side er smagsdommen ”dommen om det skønne”, hvilket er det,
der vækker ”alment og interesseløst behag”. Denne smagsdom kalder
han den reflekterede smagsdom, som man kan opfatte som distanceret og
almen. På den anden side er smagsdommen forskellig fra fornuften, da
den ikke kan relateres til nogen regel, der siger, at netop denne dom er
korrekt. Da der ikke foreligger noget objektiv begreb dommen kan begrundes
i, må den nødvendigvis være subjektiv. Derfor kalder vi med et
dobbelttydigt begreb smagen for ”en subjektiv almenhed” 4 . At man gerne
ville kultivere smagen, var et udtryk for en dannelsestanke, som vi vil
se, gennemsyrer diskussionen af smag og smagskulturer den dag i dag.
Problemet med ”almenheden” og smagen er, at den er
skabt i en borgerlig kontekst og ud fra et borgerligt ideal, og derfor tog
man ikke dengang højde for sociale skel i samfundet. Smagen som en
almenhed blev kritiseret første gang i 1950’erne af forskere indenfor Cultural
Studies-traditionen, som blandt andet beskæftigede sig med smag
indenfor populærkulturer 5 .
En af de mest kendte sociologer, Pierre Bourdieu, har i sit hovedværk
”La Distinction” beskæftiget sig med sammenhængen mellem social
baggrund, smag og kulturforbrug 6 . En af hovedantagelserne er, at smag
er bundet til klassetilhørsforhold. Derved tager smagen ikke længere
udgangspunkt i den klassiske ”almenhed”, og værket tilbyder en måde,
hvorpå man kan forstå kulturel ulighed. Bourdieu arbejder ud fra et
snævert kulturbegreb, hvor kultur er defineret som ”det bedste, der er
tænkt og sagt” 7 . Kilderne til at kunne forstå den ”gode kultur” ligger i de
centrale begreber kulturel kapital og habitus. Kulturel kapital er primært
noget udefrakommende, idet den tilegnes gennem familien og uddannelsessystemet.
Kulturel kapital betegner ”evnen til at beherske den
legitime kulturs ytringsformer” 8 . Den legitime kultur er den kultur, der er
anerkendt af den dominerende klasse i samfundet, og derved bliver alle
former for kultur defineret ud fra denne klasse. Graden af evnen til at
58