At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

Her er skæbner på færde, som føler sig kaldet til at blive lykkelige, men på grund af
netop fænomenet arvesynden lever i angst og frygt for at turde ville livet. Hos den til
katolicismen konverterede Undset fremstår skyldfølelsen imidlertid ikke som noget,
der nødvendigvis må og skal overvindes. Den fremstår tværtimod som et umiskende-
ligt livsvilkår. Skylden er ikke til at komme udenom i Undsets univers, og den, der
føler skyld, har i hendes optik et skæbnemæssigt strafaspekt på et eller andet plan.
Det bliver Blixens litterære livsprojekt at gøre op med denne tanke om arvesynd og
skyld og straf, og Peters ord i det ovenstående citat repræsenterer Blixens eget
livssyn.
Så meget elskede Gud verden, at han skabte den, plejede hun at sige, som et modbil-
lede til ordene: ”Således elskede Gud verden, at han ofrede sin søn, den førstefødte.”
Der er ingen der skal lide. Det er slet ikke nødvendigt. Det er kun vore egne tanke-
mæssige begrænsninger, der får os til at tro, at det skal være sådan.
Lige så lidt som ræven kan føle skyld over at handle i overensstemmelse med sine
instinkter, kan menneskene forstå, at modgang ikke er straf, men derimod hårde
strenge der klinger, for at vi kan komme til at vågne op, lytte og forsøge at løse op-
gaver kreativt og konstruktivt. Det er ikke de bløde strenge, der giver klange, det er
de hårde strenge, der klinger, siger Blixen.
Martinus taler om, at der slet ikke findes onder i denne verden; der findes kun goder,
men nogle goder opleves som behagelige og andre som ubehagelige. Alle hændelser
vi kommer ud for er imidlertid en gengældelse, en karmisk tilbagevenden af en
energi, vi selv på et eller andet tidspunkt har sendt ud fra et eller andet scenarium
med tilsvarende energimønster. Derfor er alt dybest set såre godt. Der er kun retfær-
dighed og orden til; kosmos og ikke kaos. Modgangen, de hårde strenge, der klinger,
er alene en kærlig opdragelse af menneskeheden.
Her er tale om en holistisk kosmologi, som blev formuleret allerede for godt 150 år
siden af naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted, som anså alt i universet for at stå i
forhold til hinanden, både materielt og åndeligt. Han var overbevist om, at videnska-
bens sandheder mere og mere skulle møde religionerne, så de omsider på det inder-
ligste måtte slutte sig til hinanden.
At han er en slags stamfader til hele vor moderne højteknologiske bekvemmelighed,
vil enhver, der medgiver, at han påviste sammenhængen mellem magnetisme og
elektricitet, vist gå med til. Men at han dertil skulle have stået gudfader til den form
for nyreligiøsitet, vi nu for tiden kalder holisme, hører jeg stor skepsis overfor. Dette
skyldes måske, at selve fænomenet holisme i medierne konsekvent omtales, som om
der med dette begreb er tale om et aldeles nyt verdenssyn grundet nye tanker førende
til paradigmeskift. Men det er der ikke!
Hans syn vandt ganske vist ikke mange tilhængere. Men værket, hvori han udgav sin
teori, Aanden i Naturen, eksisterer jo, og dermed beviset på, at han officielt bar den
moderne kosmologi og holisme til døbefonten.
102