At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

har en presse, hvis mål er primært at dramatisere og kun sekundært at kommunikere
og forstå, har vi et lige så ulykkeligt ægteskab som mellem H-manden og A-konen.
(Og som mellem vestlig humanisme og muslimsk fundamentalisme).
Parterne kan ifølge sagens natur hverken kommunikere med hinanden eller berige
hinanden på en måde, der kan blive fuldkommen. De er ganske enkelt ikke på bølge-
længde med hinanden.
H-manden, der er vant til at blive misforstået af sin A-kone, giver sig efter nogle års
erfaringer stille og roligt til at censurere sig selv. Han undlader at fortælle hende visse
ting, fordi han ved, at hun vil misforstå dem. De glider langsomt fra hinanden og be-
gynder at leve hver deres liv, mens manden dog fortsat opretholder livet for konen,
sørger for hende materielt på alle mulige måder, så hun ingen nød lider, hvad det an-
går.
Således også med regeringen og pressen. Regeringen sørger for, at DR får sine midler
til at kunne formidle ”alsidigt” og vil nødigt gå til angreb på den og anklage den for
ikke at forstå, ligesom H-manden naturligvis ikke går til angreb på A-konen, fordi
hun ikke kan forstå, idet hendes mangel på evne til at kunne forstå jo ikke gør hende
til en fjende. Det er blot en kendsgerning. Men derfor er hun selvfølgelig lige så
”elskværdig”, som hvis hun kunne forstå. Hun er bare feltafhængig i sin tænkning, og
det kan hun ikke gøre for. De muslimske fundamentalister er også feltafhængige i
deres tænkning, og kan heller ikke gøre for det. Men politikeren inspireret af bevidst-
hed på I og J-niveau vil forsøge at tænke konstruktivt over udviklingsmuligheder,
som fremmer sandsynligheden for, at den feltafhængige tænkning degenererer og den
feltuafhængige tager til.
Journalistik, der dramatiserer, er også feltafhængig, men i stedet for at påpege det og
korrigere i forhold til det ved ganske enkelt at fyre de journalistiske chefer, som ikke
formår at tænke feltuafhængigt, er man tilsyneladende bange for at handle.
Muslimske fundamentalistiske friskoler er også feltafhængige, og et dilemma, politikere
inspireret af I- og J- tankeklimaer befinder sig i, er, at vælgerne i en vis
udstrækning er druknet i den feltafhængige detalje, at frihed er identisk med at have
ret til at have styrkelse af feltafhængighed som mål. Altså: ”Hvis de vil påtvinge
deres børn det syn, at kvinder ikke behøver at nyde respekt, skal de have lov til at
gøre det. Ellers mener vi jo ikke noget med vore frihedsbegreber. Så er det bare
floskler.”
Forvirringen i så selvmodsigende signaler forårsager imidlertid frygt, og konsekven-
sen af denne frygt bringer os ind i netop den situation Steiner talte om. Den praktiske
konsekvens af ignorance og laden stå til overfor mangel på forståelse medfører i y-
derste konsekvens vor civilisations undergang.
Ligesom ægtefæller har behov for at kunne mødes i gensidig forståelse for at kunne
være lykkelige, har regeringen og nyhedsformidlingen det også – såvel som samfun-
dets forskellige religiøse og etniske grupper.
273