At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

espekt. Den, der kommer sundt gennem denne fase, anmoder, og respekterer et nej
samtidig med at han forsøger at finde nye veje at få sit behov dækket på ad den
dobbeltrettede frivilligheds vej. Den der ikke kommer sundt gennem fasen kræver -
og respekterer ikke et afslag - men forsøger at få sin vilje uden frivillighed fra den
andens side, altså voldeligt, om så det er fysisk eller psykisk.
Mange pædagogiske retninger forsøgte at vise vej ud af den ovenfor beskrevne
elendighed. A.S. Neill’s Summerhill, var i England vel hvad der kom tættest på en ny
kreativ pædagogik, der tog sig af denne viden om barnet. I Danmark poppede
friskoler i stort tal op i hele efterkrigstiden og erklærede sig som modstandere af den
sorte skole, af den disciplinerede skole, og havde som erklæret mål at ville lege
lærdom ind i børnene. I min egen bekendtskabskreds var der i halvfjerdserne ikke
nogen, jeg kan komme i tanker om, som bare sendte deres barn i den nærmeste
kommuneskole. Man valgte den private skole, som man nu engang havde mest tillid
til ville være passende for ens barn. Det var, som om der herskede en fundamental
mangel på tillid til, at kommuneskolerne havde noget fornuftigt at byde på. Jeg
tvivler imidlertid på, at nogen skole fandt det virkelig hensigtsmæssige koncept for
grundskoleårene.
Når jeg tillader mig at være så dristig at give udtryk for en sådan tvivl, skyldes det
den måde vi forholdt os til barnets sjælelige kvaliteter på i denne alder – og stadig
gør, for den sags skyld. Jeg har svært ved at se andet, end at det sjælelige aspekt slet
ikke spiller nogen rolle i vore overvejelser angående, hvorledes og hvad vore børn
skal lære. Der tales en del om færdigheder, men ikke om sjælelige færdigheder, og
eftersom barnets liv i disse år hovedsageligt foregår på det indre plan, anser jeg det
for at være egentlig voldelig adfærd overfor børnene ikke at tage sig af det.
Lad mig illustrere det med en erfaring jeg gjorde med mit eget barnebarn, da han som
seksårig i 2001 begyndte i første klasse i en lille købstad, Stykkisholmur, på
Snæfellsnes på Island.
Han havde fået en stribe regnestykker for, som han skulle regne hjemme. Reglen i
huset var, at han først måtte komme ud at lege, når han var færdig med sine lektier,
og min opgave var at sørge for, at han fik sine lektier lavet.
Vi satte os ved spisebordet i køkkenet og gik i gang med regnestykkerne. Mit lille
barnebarn havde let ved at lære. Han lagde så nemt som ingenting to encifrede tal
sammen. Men striben af ensartede regnestykker med encifrede tal, som skulle lægges
sammen, var lang, og allerede efter nogle få gik lille Aron i stå. Han begyndte at
eksperimentere med sit viskelæder for at finde ud af, hvad det kunne. Det viste sig
både at kunne hoppe og flyve tværs gennem stuen samt ramme et legotårn. Det var
tydeligt for mig at se, at han kedede sig gevaldigt med de regnestykker. Han kunne
med lethed lægge encifrede tal sammen. Når jeg endelig fik ham overtalt til at se at få
det overstået, så vi kunne komme i gang med at foretage os noget morsomt, regnede
han tre-fire stykker med en vældig fart. Men så gik han atter i stå. Der var jo heller
ingen nyhed, glæde eller lyst forbundet med hvert nyt stykke. Genkendelsens glæde
78