At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

noget som helst, som har med værdigrundlag at gøre, at man bare helt pragmatisk er
interesseret i at sælge så meget som muligt til så mange som muligt, og altså i at tjene
penge. I så fald er der også tale om følelsesmæssigt slaveri, idet man jo så er villig til
at sige hvad som helst for at tjene penge. Men så på et næsten uigennemskueligt sub-
tilt grundlag. Man kan vel kalde det følelsesmæssigt slaveri af mammon (afgudsdyrk-
ning), men dybest set er der nok snarere tale om mistillid til eksistensen af en over-
ordnet ordensdimension.
I den tredje fases følelsesmæssige frigørelse er det helt centrale, at vi påtager os an-
svaret for vore mål og handlinger. Her reagerer vi igen på andres behov, men nu af
medfølelse, aldrig af frygt, skyldfølelse eller skamfølelse. Vore handlinger er derfor
dybt tilfredsstillende for os selv såvel som for dem, der er genstand for vore bestræ-
belser. Vi tager nu det fulde ansvar for vore egne hensigter og handlinger, men ikke
for andres følelser. I denne fase er vi imidlertid klar over, at vi aldrig kan tilfredsstille
vore egne behov på andres bekostning. Denne bevidsthed anser jeg for i sin dybeste
konsekvens at indebære ansvarlighed overfor helheden. Dermed mener jeg, at følel-
sesmæssig frigørelse i sin dybeste konsekvens kun lader sig praktisere i lyset af kos-
misk bevidsthed, hvormed man må konkludere, at den rene giraf er identisk med et
færdigt udviklet K-menneske.
Følelsesmæssig frigørelse indebærer ifølge Rosenberg, at vi klart tilkendegiver, hvad
vi har behov for på en måde, der formidler, at vi er lige så optaget af, at andres behov
imødekommes. Her er altså tale om en bevidsthed, som indikerer, at min egen lykke
er afhængig af oplevelsen af lykke i mit makrokosmos.
Da Rosenbergs forskning tyder på, at vort talent for at udvise empati er kongruent
med vor evne til direkte at forbinde vore egne følelser med egne behov, er der imid-
lertid god grund til at begynde med at få ryddet op i sig selv, begynde med at forædle
sig selv.
Til brug herfor er erkendelse af forskellen på viden og sandhed betydningsfuld.
Nobelpristageren Gerald M. Edelman har beskæftiget sig en del med netop dette
emne i sin bog om den anden natur, 358 og netop denne pointe er, set i lyset af, hvad
menneskelige behov egentlig er, yderst inspirerende. Bruger vi nemlig vore erfaringer
på en sådan måde, at det er vor egen viden om, hvad vi synes, der er afgørende for,
hvad vi påstår at have behov for, kan vi nemt komme til at give udtryk for behov,
som slet ikke er sande, men som er skjulte vurderinger af omverdenen. Vel at mærke
vurderinger, som udelukkende skyldes mine personlige erfaringer. Sandheden kan
imidlertid aldrig være en enkelts vurdering. En enkelts vurdering kan aldrig bygge på
mere end den viden den enkelte måtte have. Giver jeg således udtryk for at have
behov for, at noget udenfor mig skal lave sig om, (f.eks: Jeg har brug for at musli-
merne holder op med at kræve, at vi skal lave os om) giver jeg ikke udtryk for et
egentligt behov eller et sandt behov, men derimod for min vurdering af en del af min
358
Gerald M. Edelman: Second Nature – brain science and human knowledge. Yale University
Press, 2006.
425