At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

sælger også Freja, selve kærlighedsgudinden, som var hun en prostitueret, til kæm-
perne, for at kunne betale for at få bygget Valhalla.
Odin vil udvikling og vækst. Han lader den ske på bekostning af nogen. Han får
ganske tydeligt også samvittighedskvaler ved det og ville ønske, at den kunne foregå
problemløst. Men han kan ikke finde ud af hvordan, når nu grådigheden tilsynela-
dende er et grundvilkår i de eksisterende verdener, underverdenen, jordoverfladen og
himmelen. Han sætter sin lid til de mennesker, som bliver til ved, at det maskuline
guddommelige princip i kraft af ham selv forener sig med dem: Walsungerne. For det
er jo dem, han har et håb om kan få noget vældigt til at ske, hvis de gør brug af den
frie vilje. Og dette projekt forhindres så af det kvindelige princip, den jaloux hustru,
som ikke vil proces og udvikling, men ønsker at forblive i en stagnation, som det er
tydeligt for alle, at Odin keder sig i.
Odin har altså ingen autonomi, han er i følelsesmæssigt slaveri. Her er tale om en vis
form for aktivitet i frontallapperne. Designerlappens, parietallappens, aktivitet, den
der er karakteristisk ved at beskæftige sig med form og farve, synliggøres i Odins
store byggeprojekt, Valhalla, og temporallappens, forfatterlappens, funktion illustre-
res ved, at han får sat ord på kompleksiteten i et sådant omfang, at han selv begynder
at blive bevidst om, hvad det er, han egentlig ønsker. Men frontallappen er ikke
koordineret med de to nævnte. Han aner nemlig kun sit ønske, er endnu ikke
forbundet med den vilje, der er højere end hans, viljen til et paradigmeskift. Han
handler amygdalakapret. Hans vilje befinder sig endnu i Frickas lomme. Han kan
ikke gøre brug af den, tør ikke tage konsekvensen af sin egen indsigt.
Det gør Brynhilde derimod. Og Brynhilde, der ofte betragtes som en valkyrie, der
hovedsagelig tjener Odin, men viser sig at være ulydig overfor ham, er i denne
forståelse i virkeligheden en slags verdenstjener, som tjener Odins guddommelige
vilje. Den hans personlighed ikke tør tage sig af, fordi han er bange for Fricka.
At være bange og at nære frygt udgør i det hele taget tankemæssige klimaer, som
hører det hedenske tankeklima til. Brynhildes tillid til, at der, hvorom alting er, kun
er ét at gøre, og at det er at handle i overensstemmelse med sin egen autonomi, med
det man inderst inde ved er rigtigt, og som bemærkelsesværdigt nok er overensstem-
mende med autoritetens vilje, selvom ”autoriteten” ikke vil påtage sig ansvaret for at
handle i overensstemmelse med denne vilje, er imidlertid det, der fremadrettet
indikerer det nye paradigme. Som sådan er Brynhilde en forløber for den store frelser
og forløser, men er det som arketypisk ulydig delpersonlighed i det gamle paradigme,
og må også tage sin straf derfor.
I lyset af Nietzsches tilgang til Wagners spirituelt romantiske musiske projekt, får de
guddommelige væseners roller en yderst interessant funktion, og Brynhilde i denne
sammenhæng en helt ekstraordinær sådan. Han ser dem nemlig som arketypiske
delpersonligheder af en art, som har en væsentlig funktion i det enkelte menneskes
bestræbelse på at nå frem til at kunne handle ud fra en fri vilje.
60