At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

Bruger vi metoden fra den kristne ikontradition, således at det sete (ikonen) erstattes
af det hørte (ord) plus det sete (metasproget), hvorved vi altså bruger et menneskes
hele konstitution som vindue, er det i sin allerdybeste konsekvens ensbetydende med
en moderne udviklingsvej til udvidelse af empatien. Og en måde at kunne nå til
erkendelse af, at det er ganske ligegyldigt om vi kalder metoden for en forvandling til
giraf eller til kristen.
For at undgå at falde i den fælde jeg nævnte, hvor mennesker kan påstå, at de føler
sig manipulerede, selvom den påstået ”manipulerende” har været på IVK-kursus, er
det min erfaring, at første trin ganske enkelt ikke beherskes. At vedkommende slet
ikke har lært at se, men ser det, det tror, det ser.
Grundet amygdalakapringsfunktionen, det halve sekunds forsinkelse, er det imidlertid
vældig vanskeligt for os at være bevidste om, hvorvidt vi gør det ene eller det andet,
og derfor er træning i progressiv spejling, når man skal lære sig at beherske det første
trin, for mig at se alfa og omega. Her er tale om et pædagogisk hjælperedskab, som er
en forudsætning for at kunne komme til at bruge de øvrige trin.
DE FIRE TRIN I IVK-MODELLEN er en metode, der ifølge Rosenberg har til hen-
sigt at nå frem til målet ”at kunne give fra hjertet”, men i sin dybeste konsekvens er
der tale om at træne hjernen i at arbejde på en helt ny måde.
Lad os nu selv bruge formuleringen ”at kunne give fra hjertet” som et vindue, som en
ikon, og se, hvad der måtte vise sig.
Åbner vi formuleringen at kunne give fra hjertet med mentalitetshistorisk nysgerrig-
hed, viser det sig, at der, i den kristne esoteriske tradition netop som stadium forud
for ikonudviklingsvejen, som vi har været inde på, er skildret en vej, der fokuserer på
hjertet. Nemlig Jesusbønnen, også kaldet hjertebønnen, og den anden i ikonbetragt-
ningen og -kopieringen, som vi allerede har været inde på. I den hesykastiske tradi-
tion følges disse to metoder imidlertid ad.
Jesusbønnen går, som nævnt, ud på, at man, samtidig med at man foretager en indån-
ding, fremsiger en påkaldelse, et kyrie: Herre Jesus Kristus og på udåndingen et
eleison: forbarm dig over mig. Og i de to pauser mellem indånding og udånding og
mellem udånding og indånding foregår der noget på det kontemplative plan. Her
forbinder man sig i ren stilhed med det guddommelige aspekt, således at man får en
del af guds viljesaspekt optaget i sig.
Rosenberg giver det essentielle råd, altid, når en destruktiv følelse har indfundet sig,
inden man begynder at sige noget, så lige først at tage en dyb indånding og være stille
et øjeblik.
”Træk vejret dybt og tæl til ti” er sikkert endvidere en talemåde, de fleste har hørt et
utal af gange. Dette bekræfter blot i endnu højere grad, at der åbenbart er et eller an-
det udefinerbart, men uomtvisteligt værdifuldt i gang mellem ind- og udånding. Og
hvordan vi end vender og drejer det, er det en ufravigelig kendsgerning, at det mest
karakteristiske ved dette øjeblik er, at vi lige har fyldt lungerne med noget, som har
sit hjemsted i et uafgrænset rum udenfor os selv, at hver en celle er ved at blive fyldt
403