At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

tilbage på den telefonsamtale, den smertefuldeste jeg har haft i hele mit liv, går det op
for mig, at det stort set kun var gennem vore vejrtrækninger, at vi kommunikerede.
Vejr, som faktisk ikke kunne trækkes.
Tænk, hvis nogen i den situation svarede med en reflekterende spejling. F.eks.:
”Jamen der er altid en mening i alt, og noget vi kan lære af det!”
I situationer, hvor folk bliver fyret, reageres der hyppigt med reflekterende spejlinger.
De kan måske finde på at sige, at man bare skal tage det som en gave og bruge det
som anledning til at sælge det store hus med den store have; dermed få mere tid til sig
selv og glæde sig over alle de helt nye muligheder, der nu dukker op.
Selvom dette også i nogle tilfælde kan vise sig at være sandt, er der ikke tale om en
spejling af virkelighedens øjeblik. Der er tale om spejling af nogle ”optimistiske”
idéer, som samtalepartneren har. Og er den fyrede ulykkelig over sin situation, vil
hans følelsesmæssige tilstand ikke blive mødt i denne spejling.
Eller lade os tage en reflekterende spejling af 9/11:
”Der er da det lyspunkt i 11. september, at den har manet til selvransagelse hos
amerikanerne,” som jeg hørte en midaldrende kvindelig bekendt sige.
Den reflekterende spejling er lumsk, fordi folk, der spejler således, opfatter sig selv
som budbringere fra livets lyse side. De reagerer ud fra et ønske om at sprede lys og
livsglæde. Men den reflekterende spejling rummer ligesom de to foregående spejlin-
ger det negative karaktertræk at mangle empati.
Der er således også i denne spejlingsform tale om en amygdalakapring. Dybest set er
det en måde at forsvare sig selv på. Man beskytter sig selv ved ikke at lade sig berøre
af den anden persons smerte. Man lader ikke den andens smerte trænge ind i sit
energifelt, og man afværger dette ved at postulere, at der slet ikke er noget farligt
eller bekymrende til.
Man beskytter sig tilsyneladende ved at sovse sig selv ind i noget, som man bilder sig
ind er lyse tanker om, at noget faretruende slet ikke findes – og umuliggør derved sig
selv at mærke de lidelser, som andre mennesker gennemgår.
I sin dybeste konsekvens er her tale om en speciel form for forsvar, som ganske vist
rummer aktivitet, idet man jo foretager en handling, når man udsiger ord; men der er
også et element af trækken sig ind i sig selv, af handlingslammelse. Man kan således
sige, at der i den reflekterende spejlings amygdalakapring er to typer delpersonlighe-
der på spil: Én der vil forsvare sig aktivt og indhyller sig i et illusorisk lyshav, og én
som er selvdestruktiv: I begge tilfælde er der imidlertid tale om den, der går død, den
apatiske.
Her er altså en dobbelteffekt. Man kan derfor frygte, at cortisolproduktionen, rent
logisk betragtet, må være af endnu større omfang i denne type spejling, om end den
måske hovedsagelig registreres som foregående på de mere subtile psykologiske
planer.
37