At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

har at tage impulser ind – i modsætning til den venstre hjernehalvdel, der som ud-
gangspunkt har som hovedfunktion at bearbejde det, der er kommet ind i den højre
hjernehalvdel. 43
Et sådant fænomen som overgreb er, set i lyset af denne indfaldsvinkel, karakterska-
bende af en art, hvori forskellen på bøddel og offer er ophævet. Eftersom det barn,
der begås overgreb overfor, ikke er i stand til at skelne mellem den, der begår over-
grebet og det selv, har det uhyggelige konsekvenser. Situationen indebærer nemlig
oplagring i det limbiske system af erindringer om hvordan ”man” reagerer i scenarier,
der minder om de pågældende; og grundet amygdalakapringens væsen kommer man
nemt til at repetere adfærdsmønsteret i stedet for at opføre sig, således at man for-
hindrer en gentagelse.
Man kan altså i princippet have oplevet stor smerte, lidelse og ydmygelse ved et
overgreb og dog repetere det. Forklaringen findes i den beskrevne hjerneaktivitet
bestående af nontænkning. Man bruger måske hjernen til at spekulere sig frem til
måder at fuldbyrde et overgreb på, men der er ikke tale om egentlig tænkning, der-
imod om amygdalakapring. Det, der kaldes den sociale arv, har sin forklaring i dette
reaktionsmønster. Grunden til, at det er så vanskeligt at blive mønsterbryder, er at
finde i netop amygdalakapringens dominerende funktion.
Jeg har til min forbavselse i biografiprocesser oplevet mennesker, som først, når de
har været i fyrrerne og halvtredserne, er blevet bevidste om, at de rent faktisk har
repeteret et overgrebsmønster overfor egne børn. Og jeg taler vel at mærke om over-
greb af voldsom karakter såsom seksuel udnyttelse såvel i forbindelse med indtagelse
af alkohol som uden, systematisk korporlig afstraffelse, indespærring/isolation o.s.v.
De første gange jeg opdagede sådanne mønstre hos folk, havde jeg svært ved at
forestille mig, at man virkelig kunne opleve så stor smerte, lidelse, ydmygelse og
hvad det medførte af frygt og angst som barn for så som voksen at gentage det
overfor egne børn uden at være bevidst om den smerte, børnene naturligvis måtte
opleve, når man selv var i bøddelrollen. Men det var ganske tydeligt for mig, at sådan
forholdt det sig. En mor, der så langt tilbage hun kunne mindes, var blevet misbrugt
seksuelt af både kvinder og mænd i familien og viste sig også at have ladet sin egen
søn misbruge, blev således først bevidst om processen, da hun, efter at sønnen efter
mange års depression og psykiske problemer var død af kræft, med ét konfronterede
sig med følelsen i oplevelserne på en sådan måde, at det lod sig gøre at synkronisere
sin empati med egen smerte, da hun selv var offer og sønnens smerte, da han var
offer – iblandet den fysiske lyst, som også var en realitet.
Det var ganske tydeligt, at der ikke havde været nogen mulighed for at foretage et
egentligt valg, førend denne tilstand af synkronisme mellem oplevelserne stod
krystalklart i bevidstheden.
Det kan forekomme en logisk, at fortrængningen vil være størst, hvor oplevelsen har
været mest ubærlig. En variant af sådanne smerteoplevelser i forbindelse med
43 Elkhonon Goldberg: Hjernens dirigent, se kapitlet Nyhed, rutine og hemisfærer, s. 67-80.
67