At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

forlod byen og kørte ud til et sted, hvor der er vulkansk aktivitet, en times tid fra
Reykjavik, kaldet Krisuvik, og klatrede op på en fjeldvæg, hvor jeg havde min egen
private ørnehylde, som jeg kaldte den, brugt til eftertanke ved forskellige andre
lejligheder, og sad bare der og stirrede ud i luften resten af dagen.
Jeg var så fuld af denne kærlighed og glæde – for ikke at tale om velsignelse - at jeg
var aldeles ved siden af mig selv. Jeg tænkte på jødeforfølgeren Saulus, der ved
mødet med Jesus blev blændet, og var blændet i flere dage, mens han blev til Paulus,
og forstod pludselig, hvordan man kunne nå til omvendelse, kunne komme ud for
noget, der gjorde, at man bare vidste. Samtidig med at jeg vidste, at Gud var til, og at
Gud var kærlighed, vidste jeg nemlig også, at Jesus var kærlighed, og at Buddha var
visdom, at de bare var komplementære udtryk for det guddommelige.
Værdikrisen kom i min situation til at indebære et vældigt dilemma for mig rent
arbejdsmæssigt, idet størstedelen af al den danske litteratur, jeg var ansat til at for-
midle, i min optik nu befandt sig i et paradigme af illusioner. Der var kun få forfattere
tilbage, som jeg anså det for værd at beskæftige mig med. Det var Karen Blixen,
Søren Kierkegaard og Henrik Pontoppidan. Selma Lagerlöf og Henrik Ibsen var jo
ikke danske, men dem måtte jeg bare se at få klemt ind i undervisningen alligevel, og
Heinesen og Gunnar Gunnarsson skrev da heldigvis også på dansk. Men så var der
faktisk heller ikke flere, som jeg anså det for umagen værd at beskæftige mig med.
På længere sigt anså jeg det for totalt meningsløst at skulle bruge resten af mit liv på
at undervise i litteratur. Men hvad skulle jeg så? Hvad ville være det rigtige at gøre?
Jeg overvejede alvorligt at gå i kloster, fordi der i klosterstemningen, forestillede jeg
mig, ville være mest af den kærlighed og lykke, harmoni, fred, glæde og oplevelse af
gudsnærvær, som jeg fra da af altid satte større pris på end noget som helst andet.
Allerhelst ville jeg bare tilbage ind i oplevelsen og blive der. Men det gik jo ikke.
Hver gang jeg forsøgte at genkalde mig situationen, kom jeg ganske vist i en tilstand,
der smagte af den ægte vare, men alligevel kun i en mat afglans. Og desuden vidste
jeg også godt, at jeg skulle bruge den nye viden til et eller andet. Anede bare ikke
hvad.
Klosterverdenen kasserede jeg som vej for mig. Dels havde jeg en intellektuel
nysgerrighed, som det var min fornemmelse, at jeg ikke kunne få dækket der, og dels
gik det ikke med et barn på 14 år. Så jeg fortsatte min hverdag. Man kan vel sige, at
jeg i en vis udstrækning fortsatte med hvad jeg gjorde på en anden måde. For jeg
fortsatte med at undervise, men havde fokus på formidling af kærlighedsbudskabet og
spiraler. Det blev imidlertid aldeles uinteressant for mig efter nogle år. Jeg vidste, at
jeg måtte tage mig af det, jeg vidste, på en alvorligere måde, og jeg endte med at gifte
mig med en mand, som jeg indgik den aftale med, at jeg i et par års tid skulle kunne
få fred til at tage mig af denne besynderlige oplevelse, jeg havde haft. Jeg havde brug
for at få den ordentlig bearbejdet. Men man kan sige, at jeg valgte at løse værdikrisen
ved at forsøge at organisere mig ud af den. Jeg løste den altså ikke ved hjælp af det
potentiale, der ligger i voksenlivets tredje fase, men var så gungrende af sted i hand-
146