At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

Disse mennesker bilder sig ind at kende deres begrænsning og anser det for at være
forbilledligt ikke at forsøge at overskride den.
Når bevidsthedssjælen banker på kommer sindet imidlertid i oprør, og disse menne-
sker begynder om natten at vågne op og ikke kunne falde i søvn igen. Hændelser fra
dagligdagen, som er gået en på, snurrer i hovedet, og man bestemmer sig for at gøre
noget ved det, ikke ville finde sig i det, ville have noget mere ud af livet. Men når
man vågner op, gentager man alligevel gennem dagen det kendte reaktionsmønster,
og slår sig til tåls med, at man vel får det af livets goder, som nu engang tilkommer
en. ”Man er vel ikke mere værd”, har jeg hørt flere give udtryk for.
Men årsagen er, at man åbenbart har brug for noget, man ikke har, og at det er vældig
svært at se i øjnene, at de næste 25 års arbejdsliv skal køre i samme rille. Man spørger
sig hvor fornyelsen skal kunne komme fra. Fra arbejdslivet? Eller fra dette ægteskab?
Man beslutter sig måske for at gå i gang med en ny hobby, eller køber sig en ny sejl-
båd, eller man går måske på nettet og finder frem til andre, der også mangler et eller
andet dynamisk element i livet – begynder måske at date …
Eller man snakker om det hjemme, og man går til lægen og får måske at vide, at det
blot er ganske naturligt; at sådan er der mange, der har det i den alder, og at proble-
met kan afhjælpes med nogle lykkepiller og/eller sovepiller, som man så begynder at
tage.
Den anden gruppe af reaktionsmønstre finder man hos den type mennesker, som er
lykkelige for både deres arbejde og deres privatliv. De har gjort den karriere, de har
kunnet ønske sig, og måske mere til, og lever et dagligliv fyldt op med positive soci-
ale og kulturelle samt økonomiske muligheder.
For sådanne mennesker begynder den selvbevidsthed, skråsikkerhed og tryghed, som
man havde troet skulle vare ved livet ud, at vakle. Det territorium, som var ens ube-
stridte, hvor man havde styr på tingene og kunne kontrollere de områder, man nu
engang anså for dem, der gav ens liv værdi, mister med ét deres funktion som funda-
ment. Tvivlen begynder at indfinde sig; tvivlen på, om det man gør virkelig er det,
som det er meningen, at man skal gøre i dette liv, og også i denne gruppe vågner man
op om natten og kan bare ikke falde i søvn igen. Man er tilfreds med alt, hvad man
har og gør, tror man, og kan ikke begribe, hvad der er galt. Men et eller andet er galt.
Man er bevidst om, at der muligvis kan være et andet mål for ens liv, end det man
hidtil har troet, man havde, og man forestiller sig, at man, hvis man kan finde ud af,
hvad man virkelig skal udrette i dette liv, så vil kunne få det meget bedre.
Koncentrationen begynder at svigte, såvel under konferencer som vigtige møder, og
også i denne kategori begynder man på et tidspunkt måske at tale om det hjemme.
Også denne går måske sågar til læge og får at vide, at det slet ikke er underligt, at
man har det sådan, så travlt som man har, og så stresset et liv man lever. Man får
måske det råd at tage en lang ferie med ægtefællen og give sig god tid til hinanden.
Og det gør man måske så, og det hjælper måske rigtignok også; man synes man har
det meget bedre, når man er af sted og også de første uger efter at være kommet
137