At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

England og Danmark. Stiller vi nu det hypotetiske spørgsmål, om vi kunne forestille
os, ud fra de pejlemærker, vi er blevet givet, hvad Blair og Fogh angår, at det også
skulle gælde for dem, at de befandt sig på H-, I- eller J-område, får vi, så vidt jeg kan
se, om end andre pejlemærker, så bemærkelsesværdigt beslægtede.
Jeg udvælger alene pejlemærker, som enhver, der blot læser aviser, og i øvrigt følger
nogenlunde med i nyhedsformidling, kender til. Her er således ikke tale om en eneste
information, der bygger på nyt kendskab til personernes biografier.
Hvad Blair angår, vil jeg alene forholde mig til den kendsgerning, at han, da alle me-
ningsmålinger var imod ham, og han med største sandsynlighed stod til at tabe alt
terræn og dermed muligheden for at vinde næste valg, valgte den mest upopulære
løsning, nemlig at samarbejde på så højt et niveau det lod sig gøre angående invasio-
nen i Irak. Her var således tale om en beslutning, som han traf ud fra sin egen autono-
mi under hensyntagen til det ansvar, han havde påtaget sig som statsleder, og ikke en
beslutning, som blev foretaget under hensyntagen til, hvad der ville gøre ham mest
populær, eller hvad han ville få mest ros for, endsige hvad han kunne forvente at få
en valgperiode mere for. Han fik knubs for sin beslutning om at gå sammen med
Bush, ikke mindst af pressen, men meningsmålinger i de efterfølgende år viste dette
til trods, at de britiske borgere generelt nærede tillid til ham som leder, og dette gav
sig konkret udslag i, at han rent faktisk fik stemmer nok til at sidde en valgperiode til.
Om end hans beslutning i pressen således fremstod som noget af det mest upopulære,
der var blevet foretaget i nyere britisk politik, var der overvejende tillid til hans per-
son.
Måske var det dét, at han tog sine knubs med manér, der var tillidsvækkende. Med
det mener jeg, at han ikke forsøgte at bortforklare eller løbe fra ansvaret; han argu-
menterede, som citeret i det ovenstående, dybest set ud fra en kosmologisk indfalds-
vinkel. Generelt forstod folk måske ikke hans argumenter, og generelt var folk måske
uenige med ham. Pointen i denne sammenhæng er, at dette til trods nærede man på et
dybere eller mere overordnet plan tillid.
Da kritikken var hårdest, de uger, hvor han blev beskyldt for at være halehæng til en
mand, der åbenlyst var repræsentant for løgn angående motiverne til ”krigen”, frem-
stod han i metasproget nærmest som en martyr. Hans ansigtskulør var askegrå, hans
ansigtstræk så hærgede ud, som havde han ikke fået søvn i mange nætter, men midt i
det hele strålede en indre kerne af en energisk elektricitet, som jeg tror mange opfat-
tede som udtryk for kærlighed til livet i en højere potens. Ikke bare sit eget liv og sit
stammefællesskabs liv, briternes, men selve fremtidens liv.
Antroposofiens grundlægger Rudolf Steiner fremkom med det markante udsagn, at
hvis ikke menneskeheden begyndte at forstå de kosmiske love, og dermed lovene der
gælder for reinkarnation og karma, vil menneskeheden komme til at degenerere og
udslette sig selv i løbet af nogle få århundreder.
Det lyder som en voldsom og dommedagsagtig udtalelse, men set i lyset af den øje-
blikkelige politiske situation, er det samme konsekvente kategoriske imperativ vi
267