At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

senere for mænd end kvinder. Denne port skal manden bruge sin anima for at kunne
åbne, og der er det usædvanlige ved den form for kærlighed, han finder, når han har
fået porten åbnet, at den rummer en trofasthed, som ifølge Lievegoed og den esoteri-
ske tænkemåde rækker ud over dødens grænser.
Den normale måde denne følelse udvikles på er, at den undfanges i et forhold, i peri-
oden mellem de 30 og 40, samtidig med at forstandssjælen udvikler sig, og så plejes
omhyggeligt for at kunne modnes i årene mellem 50 og 60. Der er tale om en kærlig-
hed, der ikke kræver men udelukkende giver. Intensiteten i et sådant forhold kan ved-
blive med at vokse; samtaler kan stimulere; endog ordløst samvær kan i bevidstheden
om det åndelige fællesskab med den anden give dyb lykkefølelse.
Lievegoed peger på, at den største forhindring, for at et sådant ønskeligt forhold kan
blive virkelighed, er et hyppigt forekommende lag af bebrejdende atmosfære, som er
opstået på grund af mangel på ærlighed. Har man ikke på et helt tilbundsgående plan
delt glæder og sorger, er man gået glip af den følelse af dyb glæde, som kan opstå i
visheden om gensidig tillid. Og hermed er vi tilbage til begyndelsen af den allerførste
barndomsperiode, hvor ethvert niveau af omsorgssvigt fører til et tilsvarende niveau
af mistillid.
Det er først i denne fase, at man for alvor kan se, om ægteskabet er lykkedes eller ej.
Udvikles relationerne ikke til den fulde modenhed, har der aldrig været sjælelig syn-
kronisme og kærlighed. I denne sammenhæng ser vi således ægteskabet som et spejl
af parternes indre udvikling mod modenhed.
… ægteskabet kan kun opnå modenhed, hvis begge parter fortsætter med at vokse
og udvikles til fuldstændige personligheder. Denne fuldstændige personlighed kan
være frugten af et langt liv, hvor man netop takket være den stadige forbindelse
med den andens individualitet kan måle sin egen udvikling. Den, som aldrig har
taget afstand fra syndebukspsykologien og ikke ved, at den virkelige udvikling
begynder med, at man accepterer, at man er, som man er, kommer aldrig til at
opnå virkelig selverkendelse. Det er denne selverkendelse, som på sin side skal
være vejledende for ethvert individ på hans vej gennem livet. 129
Det er selv samme selverkendelse, som er afgørende for om man i årene mellem 50
og 60 udvikler sig til en fremtrædende leder eller en frustreret tyran. Er man først
trådt ind i de store lederes æra, forbliver man der resten af livet. Og fordi man ligger,
som man har redt, er det dybest set alene et leje, som baserer sig på de valg man har
truffet i de forudgående årtier, man har. De, der måtte give livet, arbejdet eller famili-
en skylden for, at man er blevet en sådan frustreret hjemmedrage eller ayatollah, løser
derfor ikke problemet ved at insistere på, at omverdenen skal ændre sig. Men heller
ikke hvis man skulle være så uheldig at høre til denne sidste kategori af aldrende, er
129 Lievegoed: Livskriser – livschancer, s. 99.
167