At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

Jeg har gennem nogle år interesseret mig for fænomenet, fordi jeg adskillige gange,
når jeg mødte et menneske, der som barn havde været stjerne på et eller andet
område, konstaterede en mental og følelsesmæssig adfærd, som på mange måder var
karakteristisk for et barn på under 14 år. Herunder mangel på realitetssans i form af
en skråsikkerhed overfor, hvordan et givent problem kunne løses, kombineret med
mangel på initiativ, arbejdsindsats og vedholdenhed med henblik på at føre den ud i
livet. Dertil mangel på evne til at udvise empati overfor såvel mennesker som dyr.
Det så ud som om, at et fællestræk ved børnestjerner var, at de som voksne i usæd-
vanlig grad var ude af stand til at foretage progressiv spejling.
Kigger man på barnestjernens hverdag, er der nogle elementer af disciplin og
monotoni, som i det væsentlige minder om Hannes. Der er elementer af lydighed og
af nødvendighed og af straf. For straffen for ikke at øve sig godt nok er jo, at man
ikke kan vinde ”konkurrencen”, og dermed ikke lever op til fars og mors forvent-
ninger, hvorved der hele tiden er en fare for at lide under angst for kærlighedstab.
Dertil er der et helt andet element, som består i problemet med selve udlevelsen.
Hvilket barn har ikke i sin drømmeverden stået foran et spejl på badeværelset, hvor
der var så dejlig en akustik, og i sin fantasi været en tiljublet sanger, beundret og
elsket af alverden. Tro mig, alle sunde børn har haft denne type dagdrømmerier. Men
når drømmen var slut, og facittet oplagret i hjernen: ”Jeg er værdifuld og jeg kan!”
var der overskud til andet. Så var episoden glemt, og man kunne bruge sine ressour-
cer på at lege med andre tanker, f.eks. se sig selv løbe slalom på mesterlig vis ned ad
Mount Everest, mens man i virkelighedens verden blot løb ned ad en lille
fjeldskråning. Eller man kunne, når man bagte en kartoffel i sølvpapir på grillen
udenfor parcelhusets terrasse i ”virkeligheden” – altså i den indre virkelighed – være
på en stenalderboplads og netop være hjemvendt med gløder til stammen. Eller...
Endnu bedre… Man kunne gennem undervisningen i grundskolen i sin fantasi via
praktisk kunstnerisk indføring have gennemlevet de sidste tre tusinde års kultur. 51
Ægypternes magiske univers med deres gudeverdener både her og hisset, grækernes
storhedstid med dyrkningen af den ideale form og tankens og erkendelsens indtog,
jødedommens gammeltestamentlige univers, den store kosmiske impuls i forbindelse
med Jesu liv på jord, Buddhas oplysning, Muhammeds åbenbaring, vor egen nordiske
mytologis oprindelse og praksis, sagakulturen, kristendommens komme til norden,
næsten ettusinde år efter hans liv var levet, middelalderens besynderlige famlende
blanding af råhed og søgen, renæssancens sjælelige indtog i menneskeheden, oplys-
ningstiden med fornuftens logiske tænknings sejr og darwinismens ateistiske univers
– og hele tiden via stimulering af egen fantasi og kunstneriske udfoldelse, så ville vi
have nogle børn, der, når de kom i puberteten var rede til at forholde sig til næste
fase, konfrontationen med virkelighedens verden. Hvis man i sin fantasi havde kunnet
51 Det er en pædagogisk praksis som benyttes i Steiner skoler, men også Karen Blixen havde dette
grundsyn; således var det hendes syn på selvbevidsthed, at enhver, der ikke kunne føre sit regnskab
tre tusinde år tilbage, blot levede fra hånden og til munden.
86