At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

plejede. Eller hvor manden vil lytte til klassisk og kvinden til hard rock, og de så
mødes i pop. Løsningen er naturligvis illusorisk. For ingen af parterne bliver lykkelig.
Bliver nogen i vort samfund lykkelig af at gå til en prostitueret? Bliver nogen
lykkelig af at prostituere sig? Bliver nogen lykkelig af at tage stoffer? Af at drikke sig
fuld?
Vi ved jo godt, at vi ikke bliver lykkelige af det. Alligevel fortsætter vi i vor kultur,
politisk, økonomisk, socialt og følelsesmæssigt med at gå på kompromis som noget
lige så naturligt som at vaske vore hænder efter et toiletbesøg. Det er blevet en
indgroet vane, at et civiliseret menneske går på kompromis. (En god ven jeg har i
diplomatiet forsikrer mig om, at det i statsanliggender ganske enkelt er en nødven-
dighed). Sikkert fordi vi anser det eneste alternativ for at være stivsindethed og
stædighed, som vi af udelukkende objektive grunde forbinder med primitivitet.
Men der findes, som denne bog har peget på, et alternativ i en ny og konstruktiv
måde at kommunikere på. Det indebærer imidlertid en ny selvopfattelse – en spirituel
selvopfattelse – et spring fra en slags pladderhumanisme eller tossegodhed til spiri-
tuel etik.
Et spring, som indebærer en spirituel kovending.
Lad os tage et eksempel: Kigger vi på debatten om den danske lovgivning vedrørende
menneskers seksuelle samkvem med dyr, som jo tillader noget sådant, så argumente-
rer vi nu for, at det skulle være helt i orden, fordi mange undersøgelser peger på, at
dyrene ikke lider under det. Her vil kovendingen bestå i, at vi spørger os selv, om vi
mennesker kan tåle det.
Det siger sig selv, at der ikke kan være tale om en sjælelig genkendelse i et kærlig-
hedsforhold mellem et dyr og et menneske. Som vi har talt om, at mennesket dege-
nererer rent åndeligt ved at udleve seksuelt begær med et andet menneske, når ikke
det er underordnet kærlighed, vil faldet naturligvis være endnu større, når det gælder
et dyr. Det kan altså godt være, at dyret ikke vil lide under det, men mennesket vil
det, åndeligt betragtet.
Kovendingen får vel først sit indre drive, når vi dertil ret overvejer, hvilken årsag vi
skaber til hvilken virkning, ved at indgå det kompromis, at hvis nogen gerne vil leve
sådan, så skal vi da vel velsigne det rent lovgivningsmæssigt ved at legalisere det. Jeg
udøver ganske vist ikke rent fysisk udåden selv ved at sige, at jeg synes det er i orden,
at folk lever, som de nu gerne vil, med dyrene, men jeg gør det åndeligt. Rent mentalt
sløver jeg mit talent for at opleve mig selv som et åndeligt væsen, når jeg lader slå til
– når jeg går på kompromis. Jeg respekterer ved en sådan handling heller ikke det
andet menneske som et åndeligt væsen og bidrager dermed også til hans fald.
Hvad så?
Det spirituelle menneske erklærer sin uenighed og forsøger at tænke konstruktivt for
at nå til erkendelse af, hvilke egentlige behov, der er tale om, og hvad der skal ske,
for at disse kan dækkes. Det spirituelle menneske ved, at dækning af egentlige behov
altid vil tjene helhedens sag. Det spirituelle menneske ved, at sex med dyr ikke er et
491