At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

deres eget barn, befindende sig i en lignende situation, som de engang var i, empati.
Jeg kan ikke se anden forklaring end den, at det specielle mønster, der gør sig gæl-
dende for samme periode, mønsteret at man spejler sine omgivelser, forstået som, at
man identificerer sig med sine omgivelser, at man simpelthen er dét, der sker med én
og omkring én, gentages i en proces, hvori man er ganske bevidstløs i sin handling.
Den voksne, der selv som barn i dyb rædsel blev forført, kan således gentage proces-
sen overfor egne børn uden at være bevidst om, at det er rædselsfuldt for barnet. Man
foretager egentlig handlingen som en amygdalakapring. Man er ikke vågen i nuet;
man handler med det berømte bevidsthedsmæssige halve sekunds forsinkelse, og
repeterer bevidstløst et mønster som en automatfunktion.
Ordet automatfunktion er ikke bare et centralt begreb i martinuskosmologien, men
også i den nyeste hjerneforskning, idet automatfunktion indenfor kognitionsneurolo-
gien repræsenterer den non-tænkning, der finder sted i feltafhængigheden, og som
omtalt tidligere har det handicap aldrig at kunne være synkron med nuet.
Har man grundfacittet verden er ond, vil man således kunne gentage handlinger, der
opleves som onde af offeret, ikke bare uden at være bevidst om at pådrage nogen
noget ondt, men sågar i en tilstand af en eller anden form for tryghed, idet man gør
noget, som man grundet omverdens-identifikations-mønsteret i den tidlige barndom
er bekendt med og føler sig hjemme i. Man gør det pr. automatik, ikke fordi man
bevidst vil det. Man gør det, fordi man tror, man er det, ikke fordi man vil det.
Man ved nemlig ikke hvem man er!
Spørgsmålet er naturligvis så, om der da ikke er nogen vej ud af det; og mit svar er, at
det er der. Men på grund af denne automatfunktionsproces, nytter det ikke noget blot
at træffe en beslutning om at ville lade være med at foretage overgreb på børn. Man
er nødt til, for at frigøre sig fra automatfunktionsfælden, at give den delpersonlighed i
én selv, der som barn blev forulempet, empati. Altså give sit eget indre barn empati.
Først når man ved at give den, der dengang var så bange, at vedkommende flygtede
ud af kroppen, empati, og blive bevidst om, hvad man dengang følte og havde behov
for samt hvad præcis, der skulle til, for at man kunne få sit behov for at opleve verden
som god dækket, først da kan man turde ville gå efter det gode.
Jeg forstår godt, at det kan forekomme mange mennesker usandsynligt, at man kan
gøre noget så grænseoverskridende som at foretage et seksuelt overgreb på et barn
uden at være bevidst om, at der er tale om overgreb. Jeg selv var også, de første
mange gange jeg arbejdede med denne type biografier i tvivl om, hvorvidt menneske-
ne simpelthen løj for mig. Men tro mig, jeg holdt op med at være i tvivl! For den
forvandling, der foregik, når de fik givet sig selv empati, kom i reel kontakt med
følelsen og så hvilket udækket behov de havde levet med siden da, og som de nu
turde føle tillid til, at der var mulighed for at få dækket, var mirakuløs. Processen lod
sig imidlertid kun gøre, hvor der var en villighed til at opleve sig selv som et sjæleligt
og åndeligt væsen, som ikke var identisk med gerningerne, men som var større end
gerningerne, og som turde ville livet i dets frugtbare og udviklende aspekter, fordi
207