At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

den, som man følgelig har fælles vilkår med. Dette Jeg er således bevidst om både at
være et adskilt Jeg og en del af et større fælles Jeg.
Det syvende grundfacit rummer selve løsningen på verdensaltets store bevægelses-
ocean. Det ”Noget”, som oplever og manifesterer livet, defineret som summen af
”Jeg’er” fra alle levende væsener, afviger fra alle andre årsager ved selv ikke at være
virkning af en årsag men derimod være en årsagsløs årsag. Da den ikke er skabt men
udgør selve skaberen, har den evigt været til og vil evigt være til. Her har vi en af
forklaringerne på, at ethvert menneske nærer en naturlig dyb instinktiv uvilje overfor
at tænke på sig selv som en midlertidig ting, og til at man, hvis man alligevel gør det,
kommer til at opleve angst.
På symbolet ser vi ”Jeg’et” illustreret ved en hvid trekant udenfor kæden af årsagsog-virkningsforekomsterne
i grundenergierne, og violette stråler, som udgår fra den
til årsags-og-virknings-forløbet. Disse stråler symboliserer det navnløse ”Nogets”
skabe- og oplevelsesevne og får funktion som en slags forsyn, eller det Ørsted kaldte
”hemmelige kredsløb”.
Det ottende udgør livsmysteriets fundamentale løsning. Da enhver enhed som følge
af de forudgående facitter må bestå af såvel et Jeg, en skabeevne og det skabte, og de
tre principper ikke kan adskilles, bliver den samme enhed synlig som en levende
udødelig realitet. Et levende væsen kan derfor alene defineres som et ”Noget som
er ”. Både Jeg’et, skabeevnen og det skabte er evigt, men det er en livsbetingelse for
det levende væsen, at dets organisme kan udskiftes efterhånden som evolutionen
skrider frem.
Det niende grundfacit lyder, at ethvert væsen oplever sig selv som et mikrovæsen i et
makrovæsen (vi er jo mikroorganismer i vor galakse), såvel som vi selv er makrovæ-
sen for vore mikrovæsener (f.eks. vor bakteriekultur og tarmflora etc.), men at
summen af samtlige mikrovæsener adskiller sig ved ikke selv at være mikroorganis-
me i en makroorganisme, og at det er denne makroorganisme, som vi kalder den
almægtige og alvidende Gud, idet ”han” jo pr. definition oplever gennem alt eksiste-
rende.
Det tiende facit lyder, at enhver er på vej til højere grader af fuldkommenhed, og at
vejen går gennem oplevelse, som kun kan forekomme grundet kontrastprincippet,
som er et redskab for sult- og mæthedsprincippet. Hvis nemlig en ting var aldeles ét
med omgivelserne, ville den glide sammen med dem og ikke kunne opleve sig selv.
Enhver ting må således have sin egen modsætning for at kunne opleve sig selv.
Martinus sammenligner den underliggende harmoni i kontrastprincippet med et
fotografi, der for at kunne gengive en situation optimalt hverken må være overbelyst
eller underbelyst. Når vi møder vore modsætninger stimuleres vi til at handle, og hver
gang vi begår fejl, lærer vi af disse, hvorved vi kommer til at undgå at udvikle
fejlmanifestationer og stille og roligt udvikler visdom.
Det er sult- og mættelsesprincippet, der bringer én igennem faser, hvor man skiftevis
sulter efter lys- og mørkezoner. Væsenerne gennemgår sådanne skift i en uendelig-
397