At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

hellige det.” Men Herren sagde til ham: ”Stig nu ned og kom atter herop sammen
med Aron; men præsterne og folket må ikke trænge sig frem for at komme op til
Herren, at han ikke skal tynde ud i deres rækker.” Da steg Moses ned til folket og
sagde det til dem. 279
Begivenheden illustrerer med vældig tydelighed, at ikke alle er ens. Nogle, de ud-
valgte, kan tåle højere niveauer af højfrekvens end andre, og man er ikke pr. defini-
tion højfrekvent, fordi man er præst. Det er noget andet, der skal til, end en titel givet
en af mennesker. Et bestemt sind. Det afgørende ved Moses sind, får vi at vide, i
Anden Mosebog kapitel 10, er, at han kan føle empati med de undertrykte.
På den tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til sine
landsmænd og så på deres trællearbejde. Og han så en ægypter slå en hebræer,
en af hans landsmænd, ihjel. Da så han sig om til alle sider, og efter at have
forvisset sig om, at der ingen var i nærheden, slog han ægypteren ihjel og gravede
ham ned i sandet. 280
Dette ganske bestemte sind, kan ikke lide at se uretfærdighed. Det har medfølelse
med den svage part og hævner sig. Rent kognitionsneurologisk må man konstatere, at
en amygdalakapring har fundet sted, og at Moses reagerer i affekt. Men han gør det
ikke for at hytte sit eget skind, han gør det fordi han ikke kan holde ud at se sit folk i
en sådan elendighed.
Han må da også flygte, fordi det viser sig, at nogen alligevel så hans gerning.
Vi har fået at vide, at israelitterne stønner og klager under deres trældom, og mens
Gud lytter til deres jammerskrig, kommer han i tanker om pagten med Abraham. Så
er det, han har brug for en mand han kan bruge, og det bliver så den, der både har
evne til at føle empati og har mod. Ingen kan vel sige præcis, hvornår Gud henvendte
sig til Moses. Der er blandt de lærde på området almindelig enighed om, at lovene
som udgør Toraen, lovstoffet som udspringer af de ti bud, er blevet til over en periode
på 700 år, men begivenhederne knyttet til den mytiske Moses anses almindeligvis for
at kunne tidsfæstes til mellem 1200 og 1800 f. Kr. Vi taler således om en tidsmæssigt
og mentalitetshistorisk distance mellem kristi fødsel og de ti bud, der svarer til for-
skellen på vort nuværende tankeklima og bronze- eller jernalderens. Det turde være
selvklart, at en bogstavelig udlægning af dets betydning er at betegne som en absur-
ditet.
Det er vigtigt i dette mentalitetshistoriske perspektiv at forstå, at Moses ifølge Toraen
ikke blev udvalgt, fordi han hævnede sig, men fordi han udviste empati og handle-
kraft. Vi får også en forklaring på, hvorfor han havde ressourcerne. Han havde nem-
279 Anden Mosebog, kap. 19, vers 16 – 25.
280 Anden Mosebog, kap. 2, vers 11-13.
339