At turde ville livet - Akademi for Ã…ndsvidenskab

allerede har været inde på flere gange, ingen mulighed for at befinde sig i flow-
tilstanden.
Vi må således konstatere, at vi har nogle retninger i vort samfund, som er inspirerede
af det tredje niveaus højkosmiske impulser, men som forhindres i at få den ønskede
forædlende indflydelse, fordi omsætningen af inspirationen forstyrres af gammel va-
netænkning, der har nogle træk, som hører hedenskaben til, præstevældet. Præsterne
er, når der i højere grad er tale om ydre autoriteter og ritualer end verdenstjenere, dy-
best set stedfortrædere for de forgangne tiders afgudsdyrkning og må som sådan be-
tragtes som værende udslag af den ældste indvirkende mentalimpuls.
Det var dette Kaj Munk så, da han talte om, at den store indsigt lige så vel kunne
komme på teatrets scene som i kirken, og det var også det Kierkegaard gav udtryk
for, da han konsekvent påstod, at kristendommen bestod i at afdø fra sit ego, og intet
havde at gøre med kirkegang. Han udpenslede endog præstevældets surrogatfunktion
i den grad, at han påstod, at der ikke var mere religiøs ambition i at gå i kirke og lytte
til biskoppen end at gå i Zoo og kigge på næsehornet. 349
Pointen i denne sammenhæng er imidlertid, at hvor der i både Opus Dei og i antropo-
sofien er nogle moralske og etiske retningslinjer, og en platform af et fællesskab at
forholde sig til disse ud fra, en platform med en fælles ambition og overensstemmelse
i praksis, fuldstændig som der var det, og er det, i forskellige former for broderskaber
og loger, er der absolut ingen sådanne opfordringer til bestemt adfærd eller praksis i
martinuskosmologien. Martinus’ analyser redegør alene for, hvad han så af kosmisk
og helt overordnet principiel lovmæssighed, og rummer ikke hverken opfordringer
eller fordringer. Endvidere kan man sige, at det ser ud som om, at hvor de øvrige, vi
har været inde på, som har modtaget impulser fra den tredje kategori, har fået glimt
fra Livets bog, har Martinus skuet lovmæssigheden i hele bogen.
Martinus fremlægger alene sine symboler og udlægninger som en iagttagelse, det er
op til den enkelte selv at håndtere, som han nu har lyst til.
Set fra mit ståsted, er det således udtryk for gammeldags vanetænkning, hørende til
den gamle stammefællesskabstænkning, at tage parti for eller imod Martinus.
Det væsentlige i denne sammenhæng er imidlertid, at mennesket, der lader sig inspi-
rere af impulserne fra det tredje højkosmiske kildevæld vil føle, tænke og handle u-
personligt og dermed nøgternt i henhold til, hvad der vil være det bedste for helhe-
den, hvilket for dem, der tænker feltafhængigt kan opleves som følelseskulde og
kynisme.
Forsøger man at rumme hele kompleksiteten i de store åndsvidenskabelige retninger,
kan man se, at der er tale om komplementerende inspirationer og visioner, som
forstået i lyset af hinanden, kan bidrage til udvikling af et væld af forskelligartede
metoder, som tilsammen kan dække vi forskellige menneskers behov for stimulering.
349 Kierkegaard gik under Kirkestormen, som hans artikler om hulheden i det danske præsteskabs
rolle blev kaldt, til direkte angreb på navngivne præster, hvorunder især biskop Mynster ordentligt
fik nogle på puklen.
394